Sproget siger: At man bliver taget på sengen, når man ikke er forberedt på det, der sker eller er sket. I morges blev jeg taget på sengen. Telefonen ringede. En god ven i udlandet ringede for at fortælle mig, at hans far lige var død. Uventet. Ganske vist havde han været syg gennem flere år. Alligevel kom det uventet. Sådan er det ofte med døden. Og måske kommer den altid uventet, selv om vi har ventet på den.
Jeg greb telefonrøret og kunne straks høre på min vens stemme, at noget alvorligt var sket. Jeg fik sagt min kondolence og sikkert også for mange ord i forlængelse her. For sådan er det ofte. Sproget kommer til kort – selv med mange ord. Når døden indtræffer, får vi trang til at tale – sætte ord på det, der ikke kan sættes ord på – eller helt at tie. Sproget trækker sig sammen eller udvider sig mod det uendelige.
Man hører ofte, at “døden er et tabu”. Det tror jeg ikke på. Men vi bliver let ramt af beklemmelse, når den indtræffer i vores liv. Da mine forældre for et par år siden døde med mindre end to måneders mellemrum, oplevede jeg, at mange kolleger trak sig væk, gik langs væggene og undgik så meget som at kondolere. Andre skulle tydeligvis mande (kvinde?) sig op til at få fremstammet en kondolence. Og andre igen forsøgte at forholde sig rationelt til det banale, men også ubegribelige faktum, at et menneske dør. De var jo også blevet gamle, så… Det kommer til os alle og…
Pinlighed, beklemmelse, flakkende blikke, tavshed.