“Han synger om biler. Jeg synger om ting fra før bilernes tid.”
[Bob Dylan om Bruce Springsteen – i følge Billy Cross]
Jeg er næsten færdig med Billy Cross’erindrende Så langt så godt, og er kommet til den tid, hvor Cross bliver optaget i Bob Dylans band og er på verdensturné, der bl.a. fører til Japan, Australien, New Zealand og til sidst USA. Og sammen med Dylan indspiller han og de andre musikere dobbelt-live-albummet …at Budokan og albummet Street Legal. Samtidig får vi Cross’ billede af den store sangskriver, og Cross er hele vejen igennem fuld af beundring for den tynde jødiske mand. Et billede, der er overvejende positivt. Dylan fremstår som en både omgængelig og respektfuld mand, der har styr på hele sin virksomhed og som hele tiden skrive sange, der – når det passer Dylan selv – bliver prøvet af i øverummet.
Men også en Dylan, der helt klart ved, hvad han vil og ikke vil. Det kommer bl.a. til udtryk i en pinlig oplevelse, som Cross fortæller om. På et tidspunkt bliver han kaldt op til Dylan, der vil snakke med ham. Cross er sikker på, at Dylan vil fyre ham og er rystende nervøs. Men, det er værre endnu. Dylan ønsker, at Cross skal give en fyreseddel til vennen Rob Stoner. Cross skal være sendebud. Og han gør det, selv om det koster ham et venskab, der har varet siden de unge år. Cross er knust, men bebrejder alligevel ikke Dylan.
Cross’ Dylan-billede bekræfter også det, man får ved læsningen af Dylans egne Chronicles, af en kunstner, der især har været optaget af musikken fra gamle dage. Musikalsk er Dylan tilbageskuende mod traditionen. Det var han, da han var ung, og det er han stadigvæk. Den store traditionsbevidsthed er et adelsmærke hos Dylan. Og det er også det, der kommer til udtryk i hans bemærkning om ‘den nye Dylan’, Bruce Springsteen. For at være den store fornyer i rocken, skal man være den store traditionalist. Og det er Bob Dylan.
Og Cross fremhæver koncerten i Nürnberg som et højdepunkt. Lydsporet til den koncert ligger lige nu på Youtube. Og nedenfor er en lille film om Dylans ankomst til Tyskland i 1978, hvor vi får et glimt af det art deco-tog, som Dylan havde lejet til køre sit show rundt i Europa. Et tog, der tidligere havde tilhørt Goebbels. Og vi får også et lille glimt af Billy Cross på scenen.