Coronaen og andre af livets forhindringer ville, at jeg i går landede på DR2, hvor man viste Erik Clausens film fra 2015 Mennesker bliver spist. Og det var et positivt slumpetræft, for det er en god film, den kære Clausen her har bedrevet.

Jeg har ikke fulgt Clausen i et og alt som instruktør, men mest som samfundskritiker, og har fået indtryk af en instruktør, der på sin egen skæve facon og fra sit eget socialistiske ståsted har skabt en række “folkekomedier”, der ikke ligner andres.

Og også Mennesker bliver spist kan læses og forstås som en variation over folkekomedien, hvis man blot husker på, at ingen komedie fungerer, hvis ikke også den har et element af -tragedie.

Filmen er en fortælling om familiefaderen og automobilmekanikeren Herluf – kaldet Luffe – der bliver ramt af demens. Hans kone Ingelise (Bodil Jørgensen) har indledt en affære med en mandlig kollega på socialkontoret, hvor hun arbejder. Datteren Gitte (Lærke Winther) står for at skulle giftes for tredje gang og Herluf skal betale (igen), selv om han meget hellere ville bruge pengene på en gammel Triumf motorcykel, som han har forelsket sig i. Og oven i det kommer så en katastrofe, som Herluf udløser, da han på værkstedet glemmer at sætte bremsekablerne på en bil, han har arbejdet med, med den konsekvens at en mor og hendes datter kører galt og kommer til skade. Herlufs demens udvikler sig hurtigt og spiller ham et puds, der fører til hjemsendelse fra arbejdet og en politisag på nakken.

Med meget enkle midler fortæller Erik Clausen, der selv spiller Herluf, hvordan Herlufs liv fra den ene dag til den anden styrter sammen. En tragedie udfolder sig og truer med at gøre fortællingen til en dyster sag. Men det ville nok ligne Erik Clausen meget dårligt, hvis fortællingen blot tog en nedadgående bue. Og det sker da heller ikke.

Med en gammel vens mellemkomst kommer den dementforvirrede Herluf på bilauktion, hvor hans egen bil stjæles af et par unge løjsere, og han selv ‘kommer til’ at købe en ny bil på auktionen. I forvirringen – sin egen og situationens – ender Herluf inde i en bil på ladet af en biltransport og køres til Polen. Her indlogeres han hos nogle polakker, der lever af at handle og fuske med brugte biler, og han får til opgave at reparere biler. Situationen er uholdbar fra starten af, og det ender med, at de polske mænd kører tilbage til Danmark med Herluf, så han kan komme hjem igen, hvorefter de fortsætter deres virke.

Selv om demens er en alvorlig sag, og selv om Herlufs demens udvikler sig hurtigt og trist, så lykkes det Erik Clausen at snige en masse humor og menneskelighed ind i fortællingen. Faktisk fra starten af, og i scenerne på bilauktionen og i Polen kaster det et formildende skær over det hele. Man kommer ligefrem til at holde af Herluf, der er fortabt både i sit eget hovede og i et fremmed land.

Og så bliver Herlufs forsvinden (i dobbelt forstand) noget, der sætter gang i konens og familiens selvransagelser. Det går op for konen Ingelise, at hun elsker sin kedelige mand Herluf, og i konsekvens heraf dropper hun elskeren, forsoner sig med sin søster og formår at samle hele familien i et forsøg på at finde den fortabte Herluf. Og Herluf kommer hjem af sig selv og filmen slutter med en fotografering af den genforenede familie.

Selv om Clausen ikke helt undgår de klichéer, som en sådan særlig folketragikomedie lægger op til, så lykkes det fint for ham med enkle og stille midler at skabe et hverdagskunstværk om et liv i al dets tragikomik. Med filmen viser Clausen, at han altid har været solidarisk med de mennesker, han fremstiller i sine film, i al deres tragikomiske menneskelighed. Og det er nok ikke en film for alle. Jeg tror, man skal have en vis modenhed for at kunne sætte pris på filmens fortælling og fortællemåde.

PS. Filmens titel er et halvt citat af John Mogensens lidt sære sang “Mennesker bliver spist i Polynesien“, som er Herlufs yndlingssang. Og mennesker i Danmark bliver spist af de problemer, de løber ind i, og de omstændigheder, de er placeret i. Måske har Clausen også sendt den tyske Rainer Werner Fassbinders film Angst essen Seele auf…