På nettet kan man rundt omkring se og læse om, hvordan vor tids elektroniske og computeriserede musikproduktionsmuligheder efterhånden har taget livet af såvel pop som rock og anden populærmusik. Og der er da ingen tvivl om, at de digitale muligheder kan blive en blindgyde eller ligefrem motorvej, hvor musikken ikke hjælpes frem og understøttes med tværtmod aflives. Eksemplerne er legio.
Men der er også eksempler, der viser, at udstyret og dets muligheder i de rette hænder kan stå i musikkens tjeneste. Et nyt eksempel på denne truisme er Favors plade Crush. Bag kunstnernavnet Favor gemmer sig Jeppe Gade Hviervelkær. Og som Favor har han lavet en plade, der som produkt er et barn af sin tid. Såvel produktion som instrumentering er udpræget (fuldstændig?) digital.
Men det, der gør Crush, til en vellykket popplade, er, at den bærer sin elektroniske og digitale klædedragt på en måde, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at den først og fremmest er en moderne popplade. En plade, man kunne forestille sig, at the Bee Gees eller nogle amerikanske soulkunstnere fra sidste halvdel af forrige århundrede, havde lavet, hvis de havde været unge i dag og havde haft nutiden digitale muligheder.
Crush er en plade, der lever – og lever godt og højt – på sine lette, næsten skrøbelige melodier, som Favor fremfører med en lys, levende stemme. Melodier, der signalerer sommer og dagdrømme og helt tydeligt fremstår som en probat modgift til tidens hang til melankoli, navlepilleri og sortsyn – og som en diskret opfordring til at nyde livet, synge med, danse og komme i feststemning. Det er en let, men ikke letbenet, svævende, drømmende oplevelse at lytte til Favor. En plade, der må kunne gøre sig i den sommer, vi venter på lige nu i coronaens skygge. Crush er en af den slags plader, der gør en lettere om hjertet, som et glas med lækre bobler på en dansk sommeraften. Hermed anbefalet.
Favor. Crush. Producer: Morten Søgaard. Celebration Records. Udkom 27. marts 2020.