Women hed trioen The Great Dictators’ seneste album, som jeg var så heldig at anbefale i november 2016. Det var et album, der dyrkede de mørke sider af livet og musikken. Civilisationens bagside af medaljen kan man sige. Siden dengang har bandmedlem og forsanger Dragut Lugalzagosi været igennem en svær depression, som man set i bagklogskabens lys godt kunne spore ansatser til på Women.
Og den nye plade One Eye Opener fortsætter, hvor Women slap. Igen befinder vi os – tekstligt og musikalsk – i et mørke- og skyggeområde, et post-punk landskab, hvor de musikhistoriske pejlemærker og koordinater er Velvet Underground, Joy Division (og New Order) og Kraftwerk. I en egensindig og stilbevist opdateret indie rock-udgave. Og tekstligt spalter mørket sig i en introvert og en ekstrovert o rientering, som ganske fint skitseres i titelsangen:
your world is ending
hell is a new beginning
democracy is a cute little lie
here comres the tide
here comes the tide
to wash us away
there was one eye open
everybody’s dyring
everybody’s dying
to feel something
everybody’s dying
everybody’s dying
to feel something
keeping up apperance
keeping down the sickness
was it at clash of a melting together
again today, when people met
here comes the tide…
everybody’s dying
everybody’s dyring to feel something…
mama’s little man don’t feel to good
mama’s little man don’t feel to good
someone asked for some change
the someone took the money and ran away
everybody’s dying
everybody’s dying
Noget er helt galt. Både indvendig og udvendig. Teksten nærmer sig næste noget psykotisk eller i hvert fald psykopatologisk i sin anonymt-personlige beskrivelse af en verden af lave, hvor helvede åbner sig, meningen skrider og ‘alle dør’. Måske kan man gå så vidt som til at påstå, at denne sang og flere andre på pladen indkredser og beskriver noget ved tidsånden i den tid, vi lever i, hvor melankoli, depression, (døds)angst og livslede er blevet nærmest generelle diagnoser.
Heldigvis underbinder og -støtter musikken ikke kun tekstuniversets mørke, men udgør også noget kontrapunktisk. Noget, der peger mod lyset og opad. I forgrunden finder vi Lugalzagosis markante stemme, der indtrængende og til tider næsten slæbende foredrager teksterne, og omkring stemmen bygges musikken op, bestående af både elektroniske instrumenter og maskiner og analoge ditto. Og The Great Dictators har helt sikkert fundet deres specielle udtryk og lyd på denne plade, selv om sporene fra de store mestre fra de foregående mange årtier ikke lader sig udviske.
Der er både langsomme numre og numre med mere skub og fremdrift i. Det er intelligent indie rock, der kender sit musikalske ophav, står ved det og rendyrker sin egen nichestil.
Samlet set er One Eye Opener en overbevisende plade, der smukt skriver sig ind i den række plader, der beskriver den såkaldte post-punks historie. Og en plade, der fortjener at have sin plads blandt disse på musikelskerens grammofonpladehylder. Hermed varmt anbefalet.
The Great Dictators. One Eye Opener. Producer: Dragut Lugalzagosi. Celebration Records. Er udkommet.