I medierne, i pressen, ja selv i de ledende politikeres diskurser mærker man en vis optimisme. Coronaens kurver er knækkede og tyder på, at infektionen ikke er slå slem, som den har været. Og forestillingen om et “efter” coronaen, et ‘lys for enden af tunellen’, som det hedder, cirkulerer mere eller mindre skjult i diskurserne. Sammen med forestilingen – ja, drømmen – om en ‘normalitet’, der nok kan genoprettes, når coronaen er bekæmpet.

Men hvad nu, hvis det viser sig, at den nye ‘normalitet’, post-corona-tiden, blot er mere af det samme. Hvis nu det viser sig, at coronatiden ikke bare kan overstås, men tværtimod er en ny tilstand-der-ikke-vil-slutte, en tilstand, der kundgør en tidsalder med nye økologiske problemer. Flere vira, måske endda muterede udgaver af dem, vi allerede kender – corona, SARS, fugleinfluenza, alm. influenza…osv. !? Måske oven i købet, som Slavoj Zizek tænker i en artikel i Rusian Times – en tilstand, der er en effekt af den globale klimakrise. Flere forskere har påpeget risikoen for, at den globale opvarmning vil medføre en optøen af permafrosten, der gemmer på farlige, dødbringende mikrober… Og selv coronaens opståen og dens spredning over hele globen kan sagtens ses som et udslag af den klimatiske situation, vi har bragt os selv i, med en fødevareproduktion, hvor nærheden mellem dyr og mennesker udgør en smitterisiko (‘fx ‘vådmarkederne’ i Kina, men fx også de imunologiske problemer omkring kvægavl i Vesteuropa) og hvor handelsforbindelser mellem landene udgør en hidtil undervurderet smittevej (via flytrafikken blev coronaen bragt til Europa osv.).