Danmark – hvor er du på vej hen?

Author:

Jeg kender ikke mit eget land mere. I hvert fald ikke på landets udenrigspolitik. Vi har en regering, der ikke tåler kritik. Margrete Vestager fik det at føle, da hun foreslog en anden udenrigspolitik baseret på dialog. Og en håndfuld, bekymrede fhv. ambassadører fik kærligheden at føle, da de tillod sig at ytre sig om den førte udenrigspolitik. Man kritiserer ikke regeringen. Regeringen skal nok selv udtrykke, hvad der skal udtrykkes om sin udenrigspolitik. Alt andet er utid indblanding – med mindre det kommer fra George W. Bush.
Sådan tænker jeg nu, hvor jeg sidder og læser en lang mail fra Sønnen, der sammen med en ven rejser rundt i Pakistan på grænsen til Kina iført shalwar kameez. Pakistanerne roses for deres venlighed, gæstfrihed og hjælpsomhed. Alle er “superflinke og nysgerrige” – men: “Vi kommer fra Tyskland og er på ferie. Vi må under ingen omstændigheder nævne, at vi kommer fra Danmark, har vi fået at vide. Jaja, vi må akkomodere til situationen…”. Jeg ønsker den siddende regering og dens sympatisanter hen, hvor peberet gror.

13 thoughts on “Danmark – hvor er du på vej hen?”

  1. @ Vibeke. Jeg synes nu ikke, jeg ignorerer de ting, du nævner. Jeg påpeger bare en delvis forklaring med udgangspunkt i, at der er mange muslimer, der oplever Irak-krigen og staten Israel som nyvestlig imperialisme.

    Jeg anerkender bestemt også de faktorer, du nævner, og dermed også konfliktens kompleksitet.

  2. @Tina: Jeg bliver som erklæret demokrat nødt til at tro, at det i stort omfang er muligt gennem dialog, diplomatisk virksomhed og andre snilde “teknologier” at kommunikere med ‘fundamentalister, terrorister og mennesker, hvis religion tillader, at de taler med to tunger…’. Men jeg er ikke naiv. Jeg ved da godt, at vi ikke bare kan sætte os ned og sludre med Osama Bin Laden. I hvert fald ikke før, der er skabt en situation, hvor det bliver nødvendigt for ham og Al Quada at gøre det… I øvrigt vil jeg vende den om. Vi er konstant i dialog med styrer og personer, der taler tvetunget. Amerikanerne for eksempel. Tag problemstillingen om CIA-flyvningerne. Amerikanerne siger et og gør noget andet.
    Vi er selvfølgelig nødt til at tage kampen op med terroristerne – i samarbejde med andre lande. Men vi skal diskutere midlerne.
    Hvad angÃ¥r etnocentrismen, sÃ¥ mener jeg ikke, at man simpelthen kan sætte lighedstegn mellem Vestens etnocentrisme og islamisk fundamentalisme. Men der er et lighedspunkt, som du er inde pÃ¥: At begge positioner instisterer pÃ¥ et overherredømme. Min kritik gÃ¥r pÃ¥, at etnocentrismen i Vesten har karakter af en “blind plet”. “Vi” mener, at vi skal eksportere vores opfattelse af demokrati, frihed, økonomisk system (markedsøkonomien), “menneskerettigheder” osv. til andre “undertrykte” befolkninger. Vi kan slet ikke forestille os, at andre folkeslag kunne finde pÃ¥ at sige Nej Tak. For vi spørger dem ikke. Det, jeg kritiserer, er ikke vores idealer om demokrati, frihed m.m., men selve vores arrogante holdning. Som vi altsÃ¥ er blind over for… Vi ser denne etnocentristiske tankegang i mange sammenhænge. Ikke kun i forholdet til Islam. Men fx ogsÃ¥ i hele vores forhold til de sÃ¥kaldte u-lande.
    PÃ¥ et punkt kan vi ikke blive enige. Du mener, at ‘det er nødvendigt at indføre vores ideologi (demokratiet) i de lande, hvorfra det islamiske ideologi…breder sig med forfærdende hast’. Jeg mener lige præcist, at den formulering er udtryk for det, jeg har kaldt Vestens etnocentrisme. Lad os tage et eksempel. Iran. Her er ikke demokrati, ytringsfrihed osv. Et land, der forstÃ¥r sig selv som islamisk. Skal vi sende the marines? Nej, det mener jeg ikke. Vi skal handle med landet, støtte de kræfter, der arbejder for skabe et verdsligt, frit samfund osv. Og ellers overlade til befolkningen at finde vej. Og tro pÃ¥, at det vil ske. Som Søren Mørch udtrykte det: I sidste ende vinder Coca Cola og TV..
    For det tredje: Vestens – og ikke mindst amerikanernes – udenrigspolitik i efterkrigstiden hverken undskylder eller retfærdiggør “9/11” eller nogen anden terroristisk handling. Intet retfærdiggør, at man bruger terror over for civile borgere. Intet. Men, som Peter ogsÃ¥ er inde pÃ¥, sÃ¥ mener jeg, den førte udenrigspolitik er medvirkende til skabelsen af den religiøs, islamiske radikalisering, vi ser i Mellemøsten og andre steder (fx i Europa). Og jeg mener, at der er al mulig grund til selvransagelse og -kritik i Vesten, hvis vi vil forhindre, at radikaliseringen skal tage til.

  3. @Vibeke: Velkommen i kommentarfeltet. Jeg er helt enig med dig i, at vi ikke kan skære alle muslimer over en kam. Og jeg er ogsÃ¥ af den opfattelse, at dæmoniseringen af islam som en stor monolitisk trosblok – som man fx finder hos regeringsgrundlaget Dansk Folkeparti – er en af forklaringerne pÃ¥ det blakkede omdømme, Danmark har fÃ¥et i udlandet.

  4. Peter, du vælger at ignorere de interne magtkampe i de muslimske lande. Kampen mod modernisering, mod kvinders rettigheder, mod et humant retssystem osv. og for indførelse af et religiøst eneherredømme, som foregår internt og nogle gange resulterer i eksempelvis attentater og bombesprængninger, kan ikke forklares som et opgør med vestlig imperialisme! Ligesom indførelse af mere sekulært orienterede militærdiktaturer ofte ikke kan forklares med truslen fra vest. Du glemmer også kampen mellem eksempelvis Fatah og Hamas.

    Muslimer er ikke een stor undertrykt familie mod en stor styg vestlig ulv. Nogle gange undertrykker muslimer muslimer. Andre gange udøver muslimer terror mod muslimer.

  5. Jeg fik også lige lyst til at parkere min holdning.

    “Mener du virkelig, at den vestlige (USA-inspirerede) udenrigspolitik, som har været ført siden 2. Verdenskrig, retfærdiggør eller undskylder 9/11?”, skriver Tina Charlotte Møller.

    NÃ¥r man med udgangspunkt i USA’s udenringspolitik prøver at forklare en mulig sammenhæng med terrorangrebet, er det jo ikke fordi, man undskylder eller retfærdigører det. Det er fordi man prøver at FORKLARE det (jeg gentager lige i en parentes “PRØVER AT FORKLARE”) i det øjemed, at man vil undgÃ¥ terrorisme.

    Det er virkelig en absurd, men også en meget typisk fordrejning, og jeg er personligt af den mening, at sådanne fordrejninger i debatten, hvor man prøver at give den værdipolitiske venstrefløj sådanne ord i munden, hvor man anklager den for at undskylde og retfærdiggøre et massemord på 3000 mennesker, både skader kampen imod terrorismen, og det samtaledemokrati som vi alle holder af, og som måske netop er det bedste middel i kampen mod terrorismen.

    Uden en ide om hvorfor terrorismen opstår, kan man jo næppe bekæmpe den, og at påstå den kun sker, fordi muslimer er muslimer, er i mit hoved simpelthent latterlig. Verdenshistorien og disse år er fulde af eksempler på at terrorister ikke behøves at være muslimer. Eksempelvis angreb israelerne i den spæde start i kampen og forsvaret for Israel Palæstinenserne med mange selvmordsbombeattentater.

    En mere nuanceret forklaring på den islamistiske terrorismes grobund kunne derimod være, at der i brede dele af de muslimske befolkninger, er en vredesfølelse rettet imod USA og Vesten på baggrund af Israels undertrykkelse af palæstinenserne og den vestlige imperialisme ført gennem mere hundred 100 år. Denne vredesfølelse bruges af nogle til at tolke koranen meget aggressivt, voldeligt og i det hele taget modbydeligt i en politisk sammenhæng, hvilket koranen tilsydenladende er ret god til, ligesom mange andre religiøse og ideologiske skrifter også er.

    Jeg går ud fra, at der ikke er nogen uenighed om, at mange folk i den muslimske verden er vrede på Vesten blandt andet pga. Israel-Palæstina-konflikten og de mange år, hvor store dele af den muslimske verden var underlagt Vestlige imperialisme. Således nytter det jo ikke at føre en krig imod terroren, på en måde, så den netop opfattes som vestlige imperialisme, for det gør den! Det vil blot godt gøre vredesfølelsen større og dermed også grundlaget for mere terrorisme.

  6. Jeg bliver nødt til at parkere en enkelt kommentar her, nu hvor jeg læser med. For det virker som om at begge parter i diskussionen betragter lande, hvor en stor del af befolkningen bekender sig til islam og herboende muslimer som en stor monolit. Det er en meget alvorlig misforståelse.

    Der findes et hav af mennekser i den muslimske verden, der kæmper for menneskerettigheder. Lige så vel som der findes et utal af konflikter internt i muslimske kredse og lande. Ikke mindst i Pakistan. At tro, at man bliver til bonkammerat med alle pakistanere ved at erklære sin loyalitet med de grupper i Pakistan, der med vold og magt bekæmper de mere sekulære kræfter i landet og som samtidig er loyale samarbejdspartnere med resterne af Taleban i Afghanistan, er helt vanvittigt. Hvis der er nogen, der er en trussel mod den almindelige fredelige pakistaner, så er det netop de grupper.

    På den anden side er det også meget langt ude at hævde, at islam pr definition er antidemokratisk og antihumanistisk. Det svarer til at hævde, at kristendommen er det! Mange muslimer er meget humanistiske og demokratisk indstillede. Det kommer helt an på, hvor man kigger hen og hvem, man er i dialog med. Desuden er USAs udenrigspolitik i høj grad skyld i rigtig mange svinestreger rundt om. Det har vi fået dokumenteret igen og igen. Men det er ikke ensbetydende med at alt er helt i skoven, hvis det stammer fra USA. Nuancer, tak!

    Hilsner herfra med et håb om et mindre firkantet diskussionsgrundlag.
    SÃ¥ drop monolitterne begge to – de er uværdige. Mennesker er forskellige og ikke gjort af hverken sten eller beton.

    Vibeke

  7. Capac – hvordan kan du fortsat tro på, at det er muligt at forhandle med og føre dialogbaseret udenrigspolitik med fundamentalister, terrorister og mennesker, hvis religion tillader, at de taler med to tunger, så længe det tjener Allahs sag?

    Jeg er selv overbevist tilhænger af forhandling og dialog, men disse smukke principper kan kun anvendes, når begge parter er enige om at anvende netop disse principper som udgangspunkt. Den begrænsede ytringsfrihed, som hører den islamiserede verden til, lukker effektivt for en åben og ærlig dialog.

    Hvad angår den etnocentrisme, som du anklager vesterlændinge for, ser jeg den langt mere udbredt blandt folk af arabisk herkomst. Jeg bor selv dør om dør med flere og har f.eks. deltaget i beboermøder, hvor deres stemmer blev afgørende for flere afstemningsresultater. Det er naturligvis blot min lille verden, men man behøver ikke at se mange nyhedsindslag, læse mange aviser eller bøger for at se, hvordan mange herboende enkeltindivider og grupper af mellemøstlig herkomst (oftest med et muslimsk bekendelsesgrundlag) tager det som en selvfølge, at det vestlige land, de er kommet til, skal indrette sig efter deres kultur og tænkemåde og ikke omvendt. Det er nu min personlige overbevisning, at man må indordne sig under den kultur, der hersker, i det land, hvor man har valgt at opholde sig. Det er både almindelig høflighed og sund fornuft. Værterne skal udvise en tilsvarende høflighed og imødekommenhed, men skal ikke give køb på egne holdninger og principper for at tækkes gæsten. Gæsten opholder sig på værtens territorium og må indordne sig under gældende regler på området, hvis han vil accepteres og måske forsøge at blive en del af familien, så at sige.

    Jeg kan – i en vis forstand og set i bakspejlet – erklære mig enig med dig i, at den vestlige verden har handlet uhensigtsmæssigt i sine bestræbelser på at kolonisere kloden. (Men her er jeg tidsmæssigt noget længere tilbage, end du er i din kommentar.) For denne kolonisering har, som jeg ser det, været en medvirkende årsag til (sammen med den teknologiske udvikling), at vi nu må forholde os til begrebet ”den globale landsby”. At kloden er forvandlet til en global landsby, er netop baggrunden for, at vi ikke længere kan se bort fra andre kulturers indflydelse på vores levevilkår. Derfor er det nødvendigt at forsøge at indføre vores ideologi (demokratiet) i de lande, hvorfra den islamiske ideologi, med dens knægtelse af menneskerettigheder, ytringsfrihed og personlig frihed i det hele taget, breder sig med forfærdende hast. Jo, ideelt set burde ønsket om og arbejdet for de værdier, som vi i Vesten sætter højest, komme nedefra i de islamiske samfund. Men hvordan er det muligt, når islam ikke levner plads til tankefrihed og selvstændigt initiativ? Enhver, som kæmper for demokrati i et islamisk samfund, risikerer forfølgelse, frihedsberøvelse, tortur og dødsstraf.

    Mener du virkelig, at den vestlige (USA-inspirerede) udenrigspolitik, som har været ført siden 2. Verdenskrig, retfærdiggør eller undskylder 9/11? Tænk, jeg har, umiddelbart efter terrorangrebet, hørt tilsvarende prædiket af en af mine undervisere på Universitetet. Jeg finder en sådan holdning såvel som udbredelsen af den dybt uansvarlig.

  8. @Tina: Som lovet en længere replik. Lad mig forsøge at sige noget om et kompliceret forhold.
    Jeg synes, det er en vældig trist udvikling, vi er inde i, nÃ¥r danske borgere – fx unge rygsækrejsende – ikke kan rejse til arabiske/islamisk omrÃ¥der som danskere. Og jeg mener, at den danske udenrigspolitik – den ubetingede, ukritiske støtte til USAs udenrigspolitik – bærer hovedansvaret for den udvikling. Det handler ikke om, at vi ikke mÃ¥ og skal holde fast i vores principper om demokrati, frihed, Ã¥benhed osv. Det handler om, hvordan vi forfægter disse overbevisninger og principper. Og jeg mener, at bÃ¥de Margrete Vestager og de omtalte fhv. ambassadører er pÃ¥ rette spor, nÃ¥r de peger pÃ¥ en dialogbaseret udenrigspolitik. Forhandling, dialog osv. er i øvrigt de værktøjer, der høre til en demokratisk kultur, som den vi identificerer os med…
    Ser vi et øjeblik bort fra (selv om det ikke rigtig er muligt), at den danske regering læner sig ukritisk op af en amerikansk udenrigspolitik, der ikke er og aldrig har været drevet af rene, ædle ideologiske motiver, sÃ¥ kan man sige, at “vi” ogsÃ¥ er indgÃ¥et i en uheldig, ideologisk alliance, der er udtryk for en form for etnocentrisme og fundamentalisme. Forestillingen – som blandt andet er fremført i forhold til Afghanistan og Irak – at “vi” vesterlændinge med USA i spidsen kan komme og indføre demokrati og frihed med vÃ¥ben i hÃ¥nd er – efter min bedste overbevisning – udtryk for, at vi ikke er sÃ¥ mange “lysÃ¥r forud” for andre folkeslag, som vi gerne vil tro. Ja, jeg vil mene, at denne arrogante retorik er udtryk for fundamentalisme, der ikke er en tøddel bedre end andre former for fundamentalisme.
    Noget andet er, at “vi” efter “9/11” Ã¥benbart er blevet berøvet evnen til politisk, kritisk selvrefleksion. Fx er det – under overskriften: Til kamp mod terroren! – nærmest blevet umuligt at stille sig det relevante spørgsmÃ¥l, om ikke Vesten med den udenrigspolitik, der har været først siden Anden Verdenskrig har været med til at skabe grobund for den radikalisering, der kommer til udtryk i den fundamentalistiske terrorisme?
    NÃ¥r du taler om at være “forud for de islamiske ” og om vores “velvilje til at hjælpe mindre heldigt stillede”, sÃ¥ er det efter min mening udtryk for en etnocentrisk tankegang, der kun kan vække frustration og vrede i andre kulturer.
    Det kan godt være, at “menneskerettigheder”, “demokrati”, “ytringsfrihed” osv. er det bedste guld, men de enkelte landes folk skal selv ville det og ikke have det trukket ned over hovedet af arrogante, hvide vesterlændinge.
    I øvrigt handler det ikke for mig – en gammel hedning – om næstekærlighed, men om, at den aktuelle udvikling krænker almindelige mellemfolkelige principper, fx “gæstfrihedens” princip.

  9. Jeg tror nu godt jeg forstår din overordnede frustration. Det er da skide irriterende, at danskheden i dag skal defineres ud fra, at man fører en intolerant krig mod terror, kultur og muslimer.

    GÃ¥r man ikke ind for den linje, er man pludselig mindre nationalsindet.

    “Politisk danskhed” er i det hele taget noget værre svineri, idet det i de fleste tilfælde ikke har noget at gøre med at være dansk eller ej. Det fungerer snarere som en slags newspeak, hvor man i det ene sekund referer til Grundtvig, Hal Koch og Kirkegaard, hvorefter man i det næste bruger sin bombastiske reference til at retfærdiggøre den omtalte intolerante krig mod terror, kultur og muslimer.

    Det er horribelt, og det er bagbolleri af den nation, som har givet en sin nationale identitet.

    For mig er danmark noget med nedlagte jernbaner, regnvejr og en kultur i udvikling, hvilket der naturligvis gemmer sig en symbolsk og dybere mening bag.

  10. Pakistanerne roses altså for den hjælpsomhed, gæstfrihed og venlighed, som de udviser overfor særligt udvalgte! gæster i landet. Man mødes med venlighed og nysgerrighed, så længe man ikke afslører sig som dansker, kan jeg forstå.

    Pakistanerne, heunder de ekstremistiske fundamentalister, som der, så vidt vi er orienteret gennem medierne, efterhånden er en del af i Pakistan, og som den politik, du omtaler, vel dybest set retter sig imod, må åbenbart gerne stå fast på deres (dybt foruroligende og i yderste konsekvens livsfarlige) principper, men det samme gælder ikke den danske regering eller danskere, som, på dette område, sympatiserer med regeringens politik.

    Hykleriet længe leve, Capac! Her fÃ¥r du mig virkelig op i det røde felt. At du (og dine ligesindede) sÃ¥ledes kan give køb pÃ¥ den Ã¥benhed og pÃ¥ det næstekærlighedsprincip, som du/I indirekte hylder – og som har bidraget til, at Danmark – og andre vestlige samfund – er lysÃ¥r forud for de islamiske, nÃ¥r det gælder menneskerettigheder og en i Ã¥renes løb udpræget velvilje til at hjælpe mindre heldigt stillede, er mig en gÃ¥de.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *