Mother, you had me but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just gotta tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just gotta tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just gotta tell you
Goodbye, goodbye

[4x]
Mamma, don’t go
Daddy, come home

Hvis ikke det var, fordi jeg lige er vendt tilbage til min bolig efter en indkøbstur i det store lokale indkøbscenter, ville jeg slet ikke have omtalt Mors dag. Endnu en af de mange mærkedage af amerikansk oprindelse og med et klart kommercielt indhold. Som ‘grønne fredage’, ‘sorte torsdage’ osv., så er Mors dag en mulighed for at de forretningsdrivende kan optimere deres indtjening, for nu at formulere det forsigtigt.

Og man kan også sagtens – ikke mindst i disse feministiske tider – diskutere, om der er nogen bestemt grund til at fejre moderskabet på en bestemt dag i året? Men lad nu det ligge i denne omgang.

Musikalsk er det mest probate middel mod forlorenheden og den kvælende sentimentalitet, der også knytter sig til dagen i dag, at lytte til John Lennon og Plastic Ono Bands primalskrigssang om moderen, der aldrig rigtig var der.