Happiness is a warm gun, yes it is – sang John Lennon. Og selv om han måske ikke tænkte på det samme som jeg – legetøjspistoler – så er det rigtig nok. I min barndom var er ikke meget legetøj. En trehjulet cykel, lidt legetøjsbiler. Det var vist sådan cirka det.
Men jeg husker som var det igår den dag, hvor min far vendte tilbage fra en af sine langfartsture og medbragte et cowboyudstyr til mig. Cowboyhat, Winchester-gevær, bælte med skede og pistol. Det var lykken.
Selv om vi drenge klarede os fint med træsværd og andet, når vi legede cowboys og indianere, så var det alligevel noget andet at få fat i noget, der lignede. Til geværet hørte små røde plastikringe med knaldperler. Man skulle sætte ringen ind i geværets tromle med forsigtighed. Og så var der knald for alle pengene. Pistolen kunne nøjes med ruller af rødt papir med indlagt krudt. De kunne købes i enhver legetøjsbutik.
Jeg husker ikke længere, hvor disse klenodier blev af. Måske blev de givet bort til andre børn, da jeg var vokset fra dem. Det kunne ligne mine forældre at gøre sådan. Men i hvert fald havde jeg megen glæde af dem, så længe det varede.
Siden har jeg altid haft det lidt svært med velmenende pædagoger, der helst ville forbyde “krigslegetøj”..