Forleden ‘advarede’ jeg mod at sammenligne den tyske besættelse af Danmark i 1940 med coronakrisen i dag. Og måske skulle jeg have tøvet lidt med den kommentar, fordi jeg endnu ikke havde set DR1s fejring af den 4. april. For den understregede med ubehagelig tydelighed, hvor let det falder for nogen at drage sammenligninger mellem de to perioder i historien.
Placeret i en baggård på Nørrebro (for coroanreglementet gælder også for tv…) fejredes den 4. aprils 75årsjubilæum med musik (altansange! anført af professionelle sangere) og taler (af bl.a. Nationalmuseets direktør Villerslev og statsminister Mette Frederiksen). Og hvor Villerslev i sin tale talte for Danmarks historiske afhængighed af den øvrige verden, var Frederiksen meget mere nationalt orienteret mod ‘os danskere’, ‘Danmark’ osv. Og det nationale selvsmageri fik ikke for lidt i valget af sange og fremførelsen af dem.
Det fik mig til at tænke på, at jeg for nogle dage siden så statsministeren i folketingssalen (på Folketingets tvkanal, som fruen i casa fornøjer sig med at lytte til sent om aftenen og ud på natten), hvor hun provokeret af Pernille Vermund (Nye Borgerlige) benægtede at være socialist. Måske ikke så overraskende, hvis man tænker på Socialdemokratiets reformistiske historie, hvor partiet politisk har bevæget sig langt væk fra sit socialistiske udgangspunkt. Men set fra coronakrisens situation ser det måske lidt anderledes ud!? For er det ikke rigtigt, at statsministeren – sammen med sin regering – faktisk har handlet socialistisk med sin coronastrategi. Ikke mindst på det økonomiske område, hvor hensynet til fælleskabet har stået over individualismen, og hvor selv individualistisk orienterede, ‘liberale’ politikere og erhvervsfolk har måttet sande, at de ikke er noget uden fælleskabet!? Med andre ord: At statsministeren måske – trods sin erklærede benægtelse – handler som en socialist. En modstræbende, uvillig socialist. Men ikke desto mindre.
Denne analyse forudsætter selvfølgelig, at socialisme ikke forstås i den gængse forstand, som har været almindelig i mange år (og ikke mindst blandt dens modstandere), af et bestemt samfundssystem, men derimod som en bevægelse i samfundet mod at lade fælleskabet veje tungere end individuelle hensyn. Karl Marx var i øvrigt inde på det samme sit skrift om den tyske familie, hvor han kalder kommunisme (der ofte er synonymt med socialisme) “eine Bewegung”. En bevægelse, der kan – og bør – resultere i et samfund, hvor fælleskabet er det centrale.
@capac
jeg tror vi har set noget af den samme udsendelse, men jeg var nødt til at skifte kanal, var ved at brække mig over selvfedmen, og en i øvrigt efter min mening, en dårlig senografi.
Så til sosserne og socialismen, hvis det ikke var fordi det er så sørgeligt, så vil jeg trods alt rose Mette Frederiksen for at melde klart ud, og bekende sig til den borgelige fløj, det er trods alt noget, at de nu selv erkender hvad andre har sagt i årevis.
Det begyndte sådan for alvor, med ham der havde en kone der hed Love.
Der har vist ikke været meget socialist i Socialdemokratiet efter Louis Pio.
@Hugin: Nej, det ville nok være for meget at håbe på, at coronakrisen skulle få Socialdemokratiet over på venstre fløj. Det interessante er, at coronakrisen som sådan – med alle dens sideeffekter – tvinger politikere til at handle ‘socialistisk’. Selv Donald Trump – af alle – har følt sig nødsaget til at give mange amerikanere dagpenge for eksempel. Det betyder selvfølgelig ikke, at Trump er bleve socialist, men blot at alternativet til at handle ‘socialistisk’ vil selv en Trump ikke kunne forsvare over for sig selv og sine højreorienterede allierede. Og dybest set handler spørgsmålet ikke, om Frederiksen eller Trump er blevet socialistiske, men om hvilket samfund, vi skal begynde at bygge op, når coronaen er blevet en del af vores alle sammens virale virkelighed. Som Zizek er inde på, så er det en udvikling enten mod barbari eller mod kommunisme.