Selv om jeg tilhører en af de såkaldte eftertidsgenerationer, så var den tyske besættelse af Danmark i 1940 og befrielsen i 1945 noget, der var en væsentlig del af min uddannelse og opdragelse. I skolen hørte og læste vi meget om den tid. Det brune, lakerede bogskab i klasseværelset var fuld af bøger om de fem forbandede år. Og også i familiens skød var historier og erindringer fra den tid noget, man igen og igen måtte lægge øre til. Og traditionen med at sætte stearinlys i vinduet på denne aften i maj, fulgte min familie i mange år. Så længe at det helt føles mærkeligt, når senere generationer ikke gør det.

I denne coronatid sammenlignes vores situation med ‘isolation’, fysisk afstand osv. undertiden med Besættelsen. Men det er bortset fra de overfladiske ligheder misvisende. Coronaen er ikke nogen fjende, der trænger ind i vores land, vores frivillige afkald på at forsamles i det offentlige rum er ikke udgangsforbud med mørkelægningsgardiner og så videre. Man kan godt få det indtryk, at sammenlignngen handler om noget andet: At nogen – bl.a. pressen – gerne vil ‘forgylde’ danskerne og den aktuelle situation med det nationalistiske og heroiske skær fra besættelsestiden. Et af journalisternes yndlingstillægsord er ikke for ingenting: “historisk”. Og det bruges så tit, at det næsten bliver banalt (for alt er jo i en eller anden forstand historisk, tilhørende historien…) eller udtryk for den sædvanlige overvurdering og overdrivelse. Dronningens firsårsfødselsdag var “historisk”, jovist… bum-bum.