Selv om det går lidt for langsomt for tiden, så er jeg ved at være færdig med at genlæse Ray Davies’ XRaybiografi, der mere er en hybrid af biografi og litterær fortælling end en klassisk biografi. Og den er en dybt interessant fremstilling af Davies’ forståelse af, hvad der skete i de formative år fra bandets dannelse til begyndelsen af 1970’erne.

Det er for eksempel sjovt at læse, hvordan Davies’ opfatter bassist Pete Quaife udtræden af bandet som en opløsning af The Kinks. Quaife var sammen med Daviesbrødrene den, der skabte The Kinks. Først som The Ravens, der skiftede navn til The Kinks. Og det var ham, der med sin bas var med til at skabe beatlyden på de første mange plader – til og med Village Green-albummet. Men Qauife forlader Kinks i april 1969, dels fordi han havde mødt en dansk hjerterdame, og dels fordi han var gammeldags træt af de evindelige konflikter mellem Ray og Dave.

Ray forsøger det bedste han kan at overtale Quaife til at blive, men uden held og Quaife erstatte på bas af John Dalton. Men selv om Davies godt kan lide Dalton og hans basspil, så giver han direkte udtryk for, at det med Quaifes afgang var slut med The Kinks. Ganske vist fortsætter Kinks under det navn i mange år frem, men forstår man det “rigtige” Kinks er fortid med Quaifes afgang. Og for at det ikke skal være løgn, så gifter broder Dave sig i 1967 med Quaifes danske kones kusine. Han forbliver dog i bandet, så balladen mellem brødrene kan fortsætte (og det gør den vist endnu…).

Davies skriver følgende om sangen “Days”: “Sangen forudsagde gruppens endeligt. Inden vi indspillede sangen var jeg overbevist om, at Quaife havde besluttet at forlade bandet for bestandig.”

“Days” blev udsendt som opfølger til “Wonder boy”, og som denne og et par efterfølgende singleudspil blev den ikke et hit. Sangen er siden blevet indlemmet på genudgivelser af Village Green-albummet.