Åh nej, tænkte jeg, da jeg hørte Paul McCartney hævde, at the Beatles var bedre end Rolling Stones. Det spørgsmål er sådan cirka lige så gammelt som The Rolling Stones er som band. Allerede dengang jeg var en lille knægt og blev Beatlesfan, sådan som man gjorde dengang i de tidlige 1960’ere, og Rolling Stones dukkede op, har spørgsmålet om, hvem der var bedst kørt rundt i medierne og blandt fans. Og allerede dengang synes jeg, at det var et spørgsmål af samme format som spørgsmålet om, hvad der er højest – Rundetårn eller et kanonslag?

Mick Jagger har venligt svaret på Sir McCartneys gentagelse af et synspunkt, han har haft, siden dengang, og påpeget, at Rolling Stones spillede stadiumkoncerter på et tidspunkt, hvor Beatles var fortid. Og det er jo rigtigt. Stones har haft en storhedsperiode efter 1970. Men det svar har mere karakter af en venlig undgåelse af spørgsmålet om, hvem der var bedst – musikalsk set. Og her er det, vi ender ved Rundetårn-analogien. Giver det mening at sammenligne Rolling Stones, der fra første dag har været et band, der var dybt forankret i the blues, med The Beatles, der var et kopiband, der spillede alt muligt – fra den amerikanske sangskat? Nej, det giver ikke rigtig mening. Og heldigvis er der plads til det hele i musikken. Jeg er både til The Beatles og The Rolling Stones.