Jeg kan ikke tælle. I hvert fald troede jeg, at jeg havde omtalt alle de plader, jeg fik for en slik, sidst jeg var på biblioteket. Næ, jeg havde glemt det mest overraskende køb – et album med Young Comets. Det var et rent impulsvalg. Der var ikke andre titler, der appellerede til mine sanser. Og jeg havde aldrig hørt om Young Comets. Men med sådan et selvbevidst navn kunne man måske være heldig at løbe ind i noget lytteværdig musik.
Det viste sig, at De unge kometer består af tre unge, danske mænd: Jacob Rathje (sang, guitarer og keyboards), Jarno Varsted (sang, harmonika og melodica) og Rune Kjeldsen guitarer, mandolin og banjo). Siden pladen blev lavet har der vist været et par udskiftninger. Men Jacob og Jarno skulle stadigvæk være med. Lidt research på nettet afslører, at bandet holder til på det københavnske spillested Mojo, og på Mojos hjemmeside kan man også læse, at de unge kometer godt kan lide Taj Mahal, Ry Cooder, Muddy (Waters), The Band, Erik Olsen (!), Hank Williams m.fl. Så ved vil allerede, hvilken boldgade vi er ovre i. Musik med rødderne dybt ned i den amerikanske musikalske muld. Men også i den engelske rock.. For pladen lægger ud med en habil udgave af The Whos My Generation. Det siger noget om bandets tro på sig selv, at de tør give sig i lag med sådan et klenodie – og oven i købet slippe godt fra det.
Medens vi er ved kopierne så giver Young Comets også to sange af McKinley Morganfield til bedste: Louisiana Blues og Can’t Be Satisfied (oven i købet i to udgaver). Og det gør de vældig overbevisende. I øvrigt er Morganfields kunstnernavn: Muddy Waters. Resten af de i alt 12 sange er skrevet af Rathje, Kjeldsen, Marstokk, og Varsted og de bevæger sig ubesværet i blues – og rockspektret. Bandet skulle efter sigende have givet nogle gode koncerter i Mojo, og det tror man gerne, når man lytter til pladen. De spiller med uimponeret gåpåmod og musikalitet, og man får lyst til at lægge vejen forbi, når man kommer til hovedstaden næste gang…

Myspace