For ikke så længe siden aflagde jeg Assistens Kirkegård i København et besøg. Kirkegården er en oase i København. Og et historisk og kulturelt monument over byens liv. Her ligger videnskabsmænd, filosoffer og digtere side om side med andre borgere, der på hver sin måde har bidraget til storbyens liv. I dagens aviser kan man læse, at H. C. Andersens gravsten har været udsat for grafitti. Nogen har skrevet “69 DANSK KULTUR” på stenen ((1. Uden at vide det, kunne man tænke sig, at “69” er en henvisning til et noksom bekendt ungdomshus på Jagtvej, der blev revet ned på skammeligste vis. Siden vågnede nogle politikere op og gav de unge et andet sted at være. Godt så. Men måske man så skulle overveje at give de unge lidt dannelse også, når man nu alligevel har pungen fremme. Så havde man måske undgået hærværket mod eventyrdigterens sidste sten…)) Og selv om man har forsøgt at fjerne det fra sandstensmonumentet, så er det stadigvæk læseligt. Hærværk? Ja, for grafitti er pr. definition hærværk. Det hører med til grafitti-udtrykket, at det krænker – ejendomsretten, love, regler, forordninger osv. Alt, hvad der repræsenterer den offentlige orden. Når grafittien ophøjes til “kunst”, civiliseres på dertil indrettede skriveflader eller lige frem indlemmes på kunstmuseer, så er det ikke længere grafitti.
Forklaringen på H. C. Andersen-hærværket skulle være, at man er begyndt at rense muren rundt om Assistens Kirkegård for grafitti. At der derfor er tale om en slags hævn. Intet er helligt for grafittien. Den er respektløs, grænsesøgende, grænseoverskridende. Derfor er den forbudt. Den er en moderne arvtager til fortidens udskårne hjerter på træerne, lokumspoesien og de indristninger, der har fulgt mennesket siden tidernes morgen. Den repræsenterer et aspekt ved skriften som sådan, ved poesien, litteraturen. Et basalt aspekt, der vedrører det at sætte sig spor. Kilroy was here.

Apropos: Gravfred