Jeg læser endnu Ray Davies’ uautoriserede selvbiografi X-Ray. Og det er en både sjov og til tider dramatisk fortælling om de unge år, hvor Davies og bandet kæmper sig frem til stor succes med de første fire-fem singler og et hav af koncerter. Samtidig med, at Ray bliver far til en lille pige og bandet løber ind i de trivielle problemer med mere eller mindre heldig management og ikke mindst problemer med kontraktforhold og royalties. Og historien er oversået med mange små skarpt erindrede anekdoter og erindringsglimt. Fx historien om, hvordan Ray Davies, medens han udsættes for baglandets konstante krav om at skrive successingler à la “You really got me”, får skrevet balladen “I go to sleep”, der først er udgivet med Kinks som demo på et senere tidspunkt. I første omgang er det to sangerinder, der får glæde af den. Dels Cher, som drengene i bandet er helt vilde med, og dels Peggy Lee, der pedantisk betragtet tilhører generationen før Kinks.

Og siden er den blevet fortolket i mange versioner, hvoraf den bedst kendte måske er den med Pretenders (og ex-Davies-kæresten, Chrissie Hynde).

Jeg foretrækker selv Kinks’ demoversion – og så Sias…