Min Tom Waits-corona-odyssee har nået et foreløbigt slutpunkt, i hvert fald en pause. I går var det albummet The Black Rider, der fik lov til at indtage afspilleren. Og det er Tom Waits for viderekommende. Det er ikke her, man skal begynde, hvis man er ny lytter til Waits. Waits brøler, hyler, synger og reciterer sange fra teaterstykket af samme navn, som Waits har lavet sammen med ingen ringere end forfatter Williams S. Burroughs. Og der er noget Brecht-Weillsk og tysk ekspressionisme over disse sange. I halvfemserne var Waits optaget af teateret. Han arbejdede bl.a. med stykket Woyzek, der jo er et kernestykke i tidlig tysk socialrealistisk teater. Og han lavede også stykket Alice.

The Black Rider er ikke sådan en plade, man skal fordybe sig i, hvis man er ramt af corona-depression eller bare har en dårlig dag. Det er en hudløs, rå sag, men også med sin helt egen skønhed.

Men hvad skal så tage over som (midlertidig) erstatning for den gode Waits? Ikke noget bestemt navn, men dermod et tilbagekig på mine egne playlister på Youtube og gratis-versionen af en vis streamingtjeneste. Blandede bolsjer med andre ord. Og Carrie Robertson får æren af at lægge ud med en gedigen omgang blues-gospel-noget…