Trods advarsler fra Jeronimus og nogle alt for voksne kritikere, så fik jeg alligevel overtalt Frøkenen til i fællesskab at indtage det seneste opus i serien om arkæologen og eventyreren Indiana Jones i går eftermiddags. Mine forventninger var skruet op i det niveau, som Steven Spielbergs format giver anledning til som minimum at have: En film, der er drejet med samme tæft for afvikling af en drengerøvshistorie, som de foregående tre af slagsen (plus det løse), en kulørt historie, der inden for en realistisk ramme trækker på et arsenal af fantasiæggende skrøner, som bliver skruet sammen til en lidet troværdig, men sammenhængende, underholdende tju-bang-historie, der for et kort stund lader en glemme, at man er kommet over puberteten for længe siden. Meget længe siden.
Og forventninger blev helt indfriet. Harrison Ford udfylder som før rollen godt som arkæologiens svar på Dr. Jekyll & Mr. Hyde, den tweed-klædte katederarkæolog, der springer ud som læderklædt actionhelt, når historiens udvikling kalder på ham. Iført sin ikoniske hat og flodhestepisk tager den aldrende Jones kampen op mod nogle lede post-stalinistiske russere med en vidunderlig Kate Blanchett i hovedrollen som Stalins blonde soldat, der taler med en udsøgt russisk accent, som genfremkalder alle ens koldkrigsfordomme om den onde Ivan.

Jagten går på et krystalkranium, der skal bringes tilbage, hvor det hører til og ikke ende i hænderne på russerne, der kun vil det onde med kraniet, nemlig styre vores allesammens tanker. Og så går det ellers derud af efter Indiana Jones-skabelonen.
Vi får serveret en gryderet, som enhver drengerøv med velbehag vil kunne sætte til livs. Ud over de obligatoriske elementer i form af mere eller mindre motoriseret action, gamle, farlige og sindrigt konstruerede ruiner og underjordiske huler, så er der tilsat diverse krydderier og smagsforstærkere i form af lidt atomprøvesprængninger, kommunistforskrækkelse, UFO-mytologi og andet godt, der til sammen kan indsætte historien i en historisk (dybt usandsynlig) kontekst. Og til sidst er det hele tilsat en stor sjat selvironi og humor, der sikrer, at man ikke tager historien for alvorlig.

For en drengerøvscineast er der også mange små indslag og allusioner at trække på smilebåndet over. Som fx, når Harry Junior dukker op på sin Harley som en tro kopi af Marlon Brandos vilde engel. Eller når samme Junior udkæmper en fægteduel med Dr. Irina Spalko (Blanchett) i bedste De Tre Musketerer-stil. Eller et værtshusslagsmål, der minder om dem, der var obligatoriske i enhver western fra halvtredserne. Jo filmelskeren Spielberg ved nok, hvordan man indlejrer en film i en periode, der allerede i de første billeder markeres af tonerne fra Elvis Presleys “Hound Dog” og i det følgende understreges med “Shake Rattle and Roll” med Bill Haley & His Comets.
En sådan drengerøvsfilm (undskyld piger!) slipper man kun godt fra, hvis man kan sit håndværk og forstår at udfylde rollerne med de rigtige skuespillere. Harrison Ford er som altid i disse film god som den aldersstegne, men livskraftige Indiana. Cate Blanchett viser endnu engang, at hun er en af tidens bedste kvindelige kræfter. Karen Allen er stærkt troværdig som Indianas gamle kærlighed, der får hans hjerte i brand igen. John Hurt passer som Hans i Grete til rollen som den gale Professor Ox. Jim Broadbent er som taget ud af Oxfords eller Cambridges annaler som rektoren med civilcourage. Den unge Shia LaBeouf har lidt svært ved at spille op til sine voksne medspillere i rollen som Henry Junior, Mutt Williams, og har meget at lære, inden han – som filmen måske antyder – overtager rollen som en ny Indiana Jones i de kommende år. Men med ungdommelige frækhed og gåpåmod klarer han lige netop skærene.
Anbefales alle der endnu går i korte bukser og sandaler, når det er sommer, og som kan huske længere tilbage end til sidste selvangivelse.
PS. Jeg har set, at de tre foregående film er billigt til salg på dvd-hylderne. Både enkeltvis og i en boks.

Elvis Hound Dog

Bill Haley & His Comets Shake Rattle and Roll