Det er ikke første gang, vi oplever, at et stort parti imploderer eller smelter ned. Vi husker, hvordan Socialistisk Folkeparti måtte betale dyre lærepenge, efter at de havde været med i en socialdemokratisk ledet regering og havde lavet selvødelæggende politiske kompromisser.

Og nu er det Alternativet der er ude i noget, der ligner en  nedsmeltning. Tilsyneladende – dvs. hvis vi følger mediernes logik – forårsaget af, at den nyvalgte leder Josephine Fock har opført sig kritisabelt over for andre partimedlemmer. Og selv om Fock tilsyneladende har opbakning i et flertal af partiets hovedbestyrelse, så er det tydeligt, at der er megen mistillid til hendes person – understreget af flere folketingsmedlemmers exit – og at hun endnu ikke fremstår som en politisk leder.

Hvordan skal man nu forstå denne let absurde situation, der er opstået i det ellers så succesfulde parti Alternativet? Jeg tror ikke, at man kommer ret langt i forståelse, hvis man – som mange medier gør – klamrer sig til den vinkel, der drejer sig om såkaldt “personfnidder”. Altså spørgsmålet om, hvorvidt en person – in casu Fock – har de rette egenskaber til at være partileder. For så glemmer man, at Alternativet fra sin start var alt andet end et parti. Alternativet var mere det, vi kalder en bevægelse. Lidt i stil med Occupy Wallstreet-bevægelsen. Ganske vist var der et vist fælles idégrundlag – fx ville man satse stort på bæredygtighed og “grøn” politik, man ville tænke et nyt vækstbegreb osv. – men organisatorisk og strukturelt skulle det hele først udtænkes. Og det er her, jeg tror, det er gået galt. For det, der er sket, er – set fra et fugleperspektiv – at Alternativet har forsøgt og forsøger at etablere en hierarkisk struktur, der ligner de traditionelle partiers strukturer. En oppefra-og-ned-struktur med en leder, en folketingsgruppe, en hovedbestyrelse og  en medlemskare. Og det tror jeg er en alvorlig fejltagelse, der vil kunne få to konsekvenser: Enten dør partiet som sådan eller også transformeres det langsomt, men sikkert, til et ordinært parti, der vil forfalde til midtersøgende pragmatisme, sådan som man ser det i rigtig mange partier, fx Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Det fundamentale spørgsmål er, om Alternativet overhovedet har nogen fremtid som traditionelt parti i det borgerlige parlamentariske demokrati? Eller om ikke det er klogest, at Alternativet holder fast i sit udgangspunkt: At det er en bevægelse, og det er som sådan, det skal være en politisk faktor? På linje med andre folkelige, ikke-parti-politiske bevægelser, der findes i landet. Jeg tror ikke på, at man kan udgøre et reelt alternativ til den parlamentariske politik inden for parlamentarismens strukturelle rammer.