I bibliotekets udsalgskasse fandt jeg også Brian Enos album “The Drop” fra 1997.
Eno behøver nok ikke den store introduktion. Han er er kendt for sin tid i Roxy Music og for sine mange soloalbums. Om nogen har Eno været lydtroldmanden i rockmusikken; ham, der gav mening til begrebet “ambient”. Selv om han har haft kontakt med pop- og rockmusikken lige siden han forlod Roxy Music og har arbejdet sammen med så forskellige kunstnere som John Cale, Talking Heads, Paul Simon og U2, så har det gennemgående træk ved hans arbejde været hans optagethed af at skabe stemninger og tilstande af lyd. Uanset, hvad han har rørt ved, så sætter han sit præg på det endelig produkt med sin forkærlighed for minimalistiske soundscapes.
I løbet af 1990’erne udsendte han en række albums – fx “I Dormienti (The Sleepers)”, “Lightness: Music for the Marble Palace”, “Music for Civic Recovery Centre” og “Music for Prague” – hvor han udfolder, hvad han selv har kaldt “generativ musik”, og som er inspireret af de klassiske komponister Terry Reily og John Cage. Det er musik, der ikke komponeres i streng forstand, men skabes af et på forhånd fastlagt system.
At lytte til den slags selv-genererende musik er som at lytte til den musik, der opstår ude i vores omverden. I storbyens pulseren eller i de “windchimes”, som nogle har hængende på deres terasse…
Will Wrigth og Brian Eno om generative systemer.