Det er da skrækkeligt, som man kommer til at holde af sine husdyr. Jeg har som bekendt en firbenet af slagsen, Gravhunden, som har fulgt mig de sidste 7 år. Og som dagene går bliver vi mere og mere forbundne; og vi lærer hele tiden noget om hinandens adfærd. En ting er jeg med årene blevet klar over, nemlig, at menneskene er tilbøjelige til at gøre dyr dummere, end de er. Ganske vist kan en hund ikke tale menneskenes sprog, men forstå betoningen i ens tale og ens kropssprog er ‘a piece of cake’ for Gravhunden. Og med et enkelt blik og et par løftede ører kan han fortælle om sine ønsker til dagen og vejen. Han ved også, hvordan han kommer igennem med sine ønsker. Sætter sig lige foran mig, når jeg har sat mig til rette i sofaen, og bliver ved at stirre på mig. Og hvem kan holde til at blive overbegloet, når man sidder og ser en god film?!
Og så er han præcis som en urværk. Når jeg er stået op om morgenen, bliver han liggende, indtil jeg har været i bad og har spist min morgenmad. Men i samme øjeblik, hvor jeg skænker den første kop kaffe, så står han der og logrer. Så er det tid til en gåtur. Så min første kop kaffe er efterhånden ikke den varmeste, jeg får…