Jeg var i weekenden ude på landet og besøge min gode ven, musikeren (tangentspiller m.m.), og hans familie. Noget, der desværre ikke sker så ofte, som det burde. Men sådan er det med hverdagens centrifuge. Den sluger den ene dag efter den anden. Men vi har dog ikke opgivet at ændre på besøgsfrekvensen.
Besøget fik mig til at huske på noget, jeg havde lovet at vende tilbage til i denne blog: musikeren Alan Price. Anledningen var, at jeg ved et tilfælde faldt over en cd, “Metropolitan Man”, med Price – og vandt den. Jeg har den i øvrigt på grammofonplade, så strengt nødvendigt var det måske ikke.

Alan Price var sammen med fx Brian Auger en af de markante keyboard-spillere i tresserne (Nyt blogtema!). Han grundlagde den berømte, britiske gruppe The Animals, der opstod i kølvandet på Prices egen Ryhtm and Blues Combo og blev et markant indslag i den såkaldte British Invasion. Og sammen med den karismatiske forsanger Eric Burdon, den tidligere omtalte bassist Bryan “Chas” Chandler, guitaristen Hilton Valentine og trommeslageren John Steel lavede de en række stærke rhytm-and-blues inspirerede hits, der stadigvæk – vil jeg påstå – holder 100% den dag i dag. Og en af forklaringerne er blandt andet Alan Prices fænomenale tangentspil og hans evne til at arrangere numrene – fx af klassikeren House of the Rising Sun.
Price forlod gruppen allerede i maj 1965, hvorefter den mistede noget af sin magi. I 1977 gendannedes gruppen dog for en kortere periode og lavede et par – skammeligt oversete – plader: Before we were so rudely interrupted (1977) og Ark (1983).
Efter Animals’ første glansperiode havde Alan Price en succesfuld periode som solist med hitlistetræffere som: Simon Smith And His Amazing Dancing Bear (en Randy Newman-sang), The House That Jack Built (Prices egen) og en herlig udgave af Sunny Rollins’ calypso Don’t Stop The Carnival. Nævnes skal også “Rosetta”, som han skrev sammen med tresserikonet Geordie Fame og sendte ind på de engelske charts. Samme sang blev i øvrigt fordansket af komikerparret Jørgen Ryg og Preben Kås (‘Rosetta, ta’ dit korset a’ – og i den dur…). Sideløbende forsøgte han sig lidt med skuespilleri på film og tv. Optrådte blandt andet i Dylans Don’t look back. Interessen for det filmiske gjorde også, at han fik mulighed for at skrive filmmusikken til den store engelske instruktør, Lindsay Andersons film ‘Oh, Lucky Man’, der havde en ung Malcolm Mcdowall i hovedrollen.
Efter denne succes var der ikke så meget hype om Price, som man siger på nydansk. Men han er fortsat udfortrødent og er stadigvæk aktiv i England. Den afbillede plade er fra denne sene periode og er et udmærket eksempel på, at mandens musik ikke er blevet dårligere, blot fordi projektørerne ikke længere ståler så stærkt længere. Jeg fandt grammofonpladen i en udsalgskasse i en esbjergensisk radioforretning samme år, den udkom, i 1975. Og siden har den hørt til blandt mine favoritter. En sjældent fuldendt plade med et overordnet idé – bymennesket. Altså, hvad man dengang omtalte som et concept-album. Den består af 11 velarrangerede sange, der alle er skrevet af Alan Price. Handlende om storbytemaer som aviser, partneskab, den grådige musikindustri og drikfældighed. Musikerne er håndplukkede blandt tidens bedste folk, der slog deres musikalske folder hos The Yardbirds, David Bowie, Eric Clapton m.fl.
Sammen med dette stykke nostalgi vandt jeg også en opsamlingplade med de fleste af Prices solohits fra I put a spell on you til Hi-Lili, Hi-Lo.