Jeg skal ikke slippe Bo Green Jensen – Weekavisens udmærkede filmjournalist – endnu. For i det seneste nummer har han en helsides artikel om de to for nylig afdøde rockikoner: Pink Floyd-legenden Syd Barrett og manden, der var den amr. vestkystgruppe Love, Arthur Lee. Begge var over 60.

Green Jensen konstaterer, at vi er inde i en periode, hvor flere af tressernes rockstjerner bliver gamle og forlader fortællingen, som han udtrykker det. Og det er der ikke noget underligt i, mener han. Og dog. For rocken har altid været forbundet med ungdommen og dens forestilling om udødelighed. The young get younger…, som Jim Morrison sang. Men ,det er selvfølgelig blot en illusion. Og Greens artikel fik mig til at mindes nogle af de unge alt for tidligt døde. Buddy Holly fx der døde i en flyulykke sammen med The Big Bopper og Richie Valens, den lille latinorocker (La Bamba). Og på Stuart Suttcliffe med tilnavnet Den femte Beatle. Som Syd Barrett var Stuart Suttcliff en af de musikere, der var udsprunget af de engelske art-schools, der fik stor betydning for den kulturelle udvikling i England i løbet af tresserne. Sidste år udkom der en dokumentar-dvd om Stuart, hvor man i 60 minutter kan høre om mandens betydning for The Fab Four i deres unge dage. I følge de positive omtaler rundt om på nettet er det en informationsrig, underholdende film – hvis man da ellers har et forhold til gruppen og den tid. Den sammenlignes et sted med den fremragende spillefilm Backbeat, der handler om Beatles’ tid i Hamborg i de tidlige tressere, lige før Beatlemania brød igennem.

Ud over dvd’en kan man også læse en bog om Stuartt med titlen: Stuart – The Life and Art of Stuart Suttcliffe. Men inden man farer til lommerne: Den koster £ 265!