I går var det 50 år siden, The Who stod på scenen på universitetet i Leeds og indspillede live-albummet Live at Leeds. Bandet var lidt i vildrede oven på succesen med rockoperaen Tommy, og valgte at satse på en koncertoptagelse. Og sådan blev det. Hvad de ikke vidste, var, at pladen siden hen er blevet kåret som alle tiders bedste livealbum.
Egentlig skulle livealbummet have afspejlet koncertaktiviteterne i kølvandet på Tommy, men efter sigende orkede Pete Townshend ikke at lytte optagelserne igennem og beordrede dem brændt. I stedet satsede man så på to koncerter, en i Leeds og en i Hull. Den sidste blev ikke til noget på grund af tekniske problemer, så man satsede helt på Leeds. (Live at Hull udkom dog i 2012 som dobbeltcd med 112 minutters musik, hvor man havde rekonstrueret problemerne med den manglende/defekte baslyd). I første omgang var planen et dobbeltalbum, indeholdende sange fra Tommy. Men det blev hverken et dobbeltalbum eller et Tommy-album. I stedet et album, hvor the Who spillede en blanding af kendte Who-numre og ældre blues- og rocknumre. Og så trådte Who et skridt tilbage og genfandt deres gamle tilgang til rocken. Og tak for det. Who genopfandt, revitaliserede sig selv.
Pladen blev udsendt senere på året.
@Per Nielsen: Ja, det er sjovt at tænke på, at den har holdt sig i halvtreds år. Liveteknologien er blevet bedre, siden dengang. Men sangene, energien, magien og attituden kan ingen tage fra The Who.
Den bedste livepladec jeg har. Af The Who”s album kun overgået af “Who”s Next”