Jeg har kun været på diskotek en gang i mit liv. Og det var på Sardinien i 1980. Og det mindede mere om en aften i ungdomsskolen med lokale anstandsdamer, der passede på de sardiske ungmøer. Ellers har jeg holdt mig væk fra alt med stroboskop og hvad der ellers hører til et rigtigt diskotek. Og meget af diskomusikken, der kom frem i de gyldne år i halvfjerdserne gik hen over hovedet på mig. Det var brugsmusik, der skulle få folk til at danse og feste igennem med alt, hvad det indebærer. – Men så, så, dukkede Earth, Wind & Fire op og løftede med deres unikke fusion af soul, disco, funk m.m.diskoteksmusikken op og ud af discotekernes iscenesættelse. Og  med mindre mand var en træmand (eller tilsvarende af hunkøn), så smittede bandets dansante musik og rev en med i noget, der let kom til at ligne en ekstase.

Jeg kan huske, at en af musiktidsskriftet MMs skribenter – Torben Enghoff, tror jeg det  var –  anmeldte Earth, Wind  Fire og lod sin ekstatiske begejstring flyde over og den kritiske sans forstumme. Torben Bille, daværende chefredaktør på MM, fortalte mig, at han og andre (forgæves) forsøgte at lægge en dæmper på den eksalterede skribent, uden held. Og jeg havde og har det som omtalte skribent. Når Earth, Wind & Fire er bedst – som fx i “September” – så river de gulvtæppet væk under mig og tilfører min krop en nærmest elektrisk energi og smitsom begejstring. Et rent dopaminsus af musikalsk fryd hinsides discomusikkens verden.