Til forskel fra the Doors var Black Sabbath et band, jeg skulle lære at elske. Det tog sin tid. Lige da det eponyme debutalbum var udkommet havde jeg svært ved at goutere den åbenlyse flirten med det okkulte og skulle også lige stille ørerne ind på det oppulente opbud af ‘heavy metal’, som pladen var (den første) eksponent for. Faktisk gik der flere albums tid, inden jeg synes Black Sabbath var for noget at regne.

I dag fremstår debutpladen for mig som det, den først og fremmest er: En god rockplade, hvor guitaristen Tony Iommi og sangeren Ozzy Osborne er bærende elementer med hhv. den personlige guitarstil og den mørke, dystre stemme. Og så kan man – i hvert fald på den remasterede udgave – tydeligt høre og mærke at pladen blev indspillet “live” i studiet uden fiksfakserier. Det lyder faktisk meget autentisk. Jeg er nok ikke blevet decideret Black Sabbath-fan, men det er en solid rockskive, de lagde fra land med.

Rolling Stone fortæller historien om dette album. Her.