Jeg byttede mig til The Doors’ femte album Morrison Hotel i1970. En af mine forældres naboer var kommet hjem fra et længere ophold på Thule Airbase, hvor han arbejdede som smed – og hvor han købte masser af musik. Blandt andet to album med The Doors. Morrison Hotel og Live. Den sidste fik jeg ikke fat i dengang, da jeg byttede et album med the Association (lækker, let amerikansk vokalpop) med Doors femmer.

Og hvilket bytte var det ikke!? Efter at have sovset deres musik godt ind i strygere og blæsere på forgængeren Soft Parade (1969) fandt Jim Morrison og vennerne tilbage til grndformlen i en svedig, potent bluesbaseret rock.

Og The Doors havde brug for at genstarte motoren. Det foregående album havde krævet mange kræfter i studiet og havde ikke helt indfriet publikums forventninger. Og så havde der været balladen om Jim Morrison, der havde vist sin tissemand frem ved en koncert og efterfølgende var blevet dømt for uanstændig optræden. Og det kostede på populariteten i guds eget bornert land.

Og genstarten lykkedes. Doors fremstod som forvandlede. Jim Morrison synger bedre end nogensinde, og de tre andre musikere viser virkelig, hvad de havde at byde på. Det er 11 potente sange med saft og kraft, fordelt på de to sider: “Morrison Hotel” og “Hard Rock Cafe”. Et hoved- og mesterværk i Doors oevre – og en milesten i halvfjerdserrocken. Og min personlige Doorsfavorit til alle tider.