Det har sin pris at være en mere end talentfuld guitarist. Hvis man så oven i købet har tabt sit hjerte til the Blues, så risikerer man let at få skudt i skoene, at man aldrig bliver en rigtig bluesguitarist, når man er født hvid… Sådan er det gået for Eric “Slowhand” Clapton, der har haft svært ved at finde anerkendelse hos mange blues-purister. Jeg ved da godt, at Eric Clapton nogle gange har optrådt som et arrogant røvhul, men det er nok en del af berømmelsens pris, at det nogle gange stiger folk til hovedet og det tror på, at de er gud, når andre siger det… Det går som regel over igen. Og Eric Clapton er – efter min bedste mening – en af sin generations bedste guitarister. Og jeg tror, at det har hjulpet ham, at han aldrig har glemt, hvad der oprindeligt inspirerede ham, da han startede med John Mayall og andre: The Blues. Er man i tvivl, så bør man lytte til albummet “Me and Mr. Johnson” fra 2004. Her fortolker Clapton med stor indføling, respekt og veneration den gamle mester. Og det får man en superb oplevelse af, hvis man lytter til pladen i forlængelse af – eller i omvendt rækkefølge – The Complete Recordings af Robert Johnson, hvor Johnson på en gammel, slidt og ramponeret guitar og med en smertebrændt stemme viser, hvad the Blues handler om….

Eric Clapton om sit forhold til the Blues
Anden del