Digitaliseringen af musik har ført meget med sig. Både godt og skidt. Adgang – mod betaling forstås – til stort set al musik via streamingtjenester, der leverer mådelig lydkvalitet og langfra altid leverer det udbud, de påstår. Og for en gammel musikelsker som mig er det et stort fremskridt, at man med internettet har mulighed for at finde musik, som man tidligere måske/måske ikke kunne opsnuse via diverse opslagsværker og associationsevne.
Noget, jeg altid har haft fornøjelse af, er at opspore musik, jeg har hørt i en film, en tv-serie eller et tv- eller radioprogram. Musik, der ikke bliver omtalt under og efter filmens, programmets afvikling. Nogle gange var man henvist til af finde lydsporet på filmen og kunne være heldig at finde melodien der (men langtfra altid). Andre gange kunne ens egen hjerne selv finde svaret. Men nu til dags er der andre hjælpemidler. Fx sitet Tunefind.com, hvor man kan søge på alskens programtyper og finde gode svar.
Men heller ikke Tunefind.com (og tilsvarende sider) giver altid svar. Det skete for mig i går. På tv – for n’te gang – The Royal (Landbyhospitalet) – over skærmen. Et afsnit om en katastrofal brand på et plejehjem og et bryllup mellem to af landsbyhospitalets læger. Og et lille stykke inde i afsnittet lød tonerne af en rigtig god gammel popsang, men selv om min hjerne genkendte den, så faldt tiøren ikke helt. Og hvad gør man så? Jo, tjekker Tunefind. Men nej. Lige netop dette afsnit ( sæson 4, afsnit 1) er resultatløs: “It’s a little quiet in here. You can help…osv.”. Nå, hvad så?! Jo, der er andre veje på nettet. Så jeg gik ind på computeren og genstartede programmet og tog min mobiltelefon, hvor jeg har programmet Soundhound. Og med det kan man aflytte musik og – med held – få et svar på, hvad det er der spiller. Og vupti, så var den der. Marmalade og deres prægtige sang “Reflections of my life”…
https://youtu.be/xTeI65yrhGw
Sangen er skrevet af Junior Campbell og Dean Ford fra gruppen, og den blev et hit for halvtreds år siden og er solgt i omegnen af 2 millioner eksemplarer. Nummeret udmærker sig bl.a. ved smukke Beatleslignende harmonier og en guitarsolo, der spilles baglæns (såkaldt reverse tape eller backmasking) og giver en helt speciel psykedelisk stemning på nummeret.
Jeg skulle selvfølgelig have kunnet huske nummeret. Ikke mindst fordi jeg har det på en fin opsamling med skotske Marmalade, der måske (og ganske ufortjent) er gledet lidt i g(l)emmebogen. Det er der hermed rodet lidt bod på.
Men selv med programmer som Tunefind og Soundhound kan man komme til kort. Jeg fandt således ikke ud af, hvem der sang en særlig smuk udgave af Beach Boys “God only knows” i en irsk serie for år tilbage. Jeg skrev endda til tv-selskabet, men fik ikke svar. Så – den ligger stadigvæk og venter på en afklaring, som internettet måske ikke har.