Da jeg startede med at skrive weblog, skrev jeg ofte om det at gå tur med min hund. Det var dengang, jeg havde en smartlog og endnu ikke var sprunget ud som autonom blogger. Og jeg kan huske, at en New Yorker (eller måske rettere: Manhattan-borger) kommenterede et af mine indlæg, fordi jeg fortalte om, at jeg lod hunden – min gamle gravhund – bestemme, hvilke stier og veje, vi skulle gå. Han ville gøre det samme med sin hun – i Central Park. Jeg kom til at tænke på ham i dag, da hunden og jeg gik rundt på vores vanlige weekendtur i Forsthaven og mødte et ældre ægtepar, der kommenterede, at min hund fik lov til at stå og kigge og snuse i lang tid. For det er stadigvæk sådan, at hunden – gravhundens afløser – får lov til at bestemme meget af det, der skal ske. For så er jeg sikker på, at han får en god tur, hvor alle hans behov er tilgodeset – og jeg får luftet mig selv godt igennem. Win-win, som dansker siger nu om stunder.