Piger af islamisk tro og kultur får rekonstrueret deres tabte mødom mod betaling. En mindre – sikkert lukrativ – industri er opstået omkring genskabelsen af den tabte uskyld. Men enkelte af de piger, der ønsker at tage deres kommende ægtemand – og hele den pukkelryggede familie – ved næsen på denne måde får operationen betalt af det offentlige. Og dette faktum har skabt røre i såvel læge- som politikerkredse. Når det offentlige betaler, så sker det ud fra en lægefaglig vurdering. Man siger ja til finansieringen, hvis man formoder, at den mødomsberøvede kvinde vil komme i livstruende konflikt med familiære ærebegreber…
Diskussionen om de forbaskede mødomme, som danske unge piger vel helst ser taget først som sidst (af den rette udvalgte selvfølgelig!), er interessant, fordi den lille hinde er et symbol på, hvad man kunne kalde integrationens træghed. En integration, der sker på trods, med andre ord. De islamiske piger trodser rigide kulturelt betingede æresbegreber ved – som andre danske piger – at knalde med dem, de har lyst til. Prisen er så, hvad prisen er for en rekonstruktion af hymen. Den rigide ære får sit for husfreden skyld. Den dobbeltbundede seksualmoral lever i bedste velgående. Og integrationen skrider stille og roligt frem rundt omkring under dynerne – eller hvor liderligheden og lysten ellers udfolder sig…
@Lotte: Nu skal vi jo ogsÃ¥ huske pÃ¥, at “kærligheden” har mange ansigter i de forskellige kulturer. I arabiske kulturer er familiært arrangerede ægteskaber jo ofte normen. Og i nogle sammenhænge vil familien se det blodige lagen efter bryllupsnatten… Og i den sammenhæng mÃ¥ man lære at elske den, man fÃ¥r. SÃ¥dan var det sÃ¥mænd ogsÃ¥ i gamle dage herhjemme.
I vores kulturelle sfære er der andre normer. Vi vil – pÃ¥ godt og ondt – den eneste ene, og kærligheden til døden os skiller (altsÃ¥: kærlighedens død…). Og det er i dette konfliktfelt mellem normer, at mange piger med islamisk baggrund skal operere. De skal bÃ¥de være en del af den kulturelle sammenhæng, deres slægt kommer af, og finde en mÃ¥de at leve pÃ¥ i et moderne, sekulariseret samfund. Derfor ser man disse kompromisser vil jeg tro.,
Og åbenhed som udgangspunkt. Tja. Skal man stå til regnskab for alle handlinger i sin fortid? Er fortiden ikke ens egen, så længe den ikke griber alvorligt ind i nutiden?
Jeg tror, at mange af de piger, der fÃ¥r ‘syet’ en ny hinde pÃ¥, godt ved, at deres kommende ægtemand heller ikke er jomfru – og at det er en lille løgn at starte et ellers fornuftigt forhold pÃ¥.
Jo men næsten blæse være med hinden, og blæse være med æren, kulturen osv.
Jeg gad da ikke gifte mig med en, der ikke er åben som udgangspunkt.
Ja altså åben i forstanden, at der tales sandt.
Præmissen for kærligheden, Capac. Selve udgangspunktet. Jeg tænker, at der skal en DEL frygt til at æde den præmis. Jeg mener, trods alt er svierfamilien vel ikke med pÃ¥ lagnerne, tilbage stÃ¥r “kun” manden som sandhedsvidne for jomfrueligheden.
Den er altså ikke god.
Og desuden har ærbarhed ikke noget at gøre med jomfruelighed. Den er da helt gal med begreberne her.
@Nene: Jeg er optaget af at forsøge at rive debatterne om tørklæder, mødomme osv. ud af det greb, som Dansk Folkeparti og konsorter forsøger at fastholde debatterne i. I mediernes kommentarer til mødommenes genoprettelse har man fortrinsvis fokuseret pÃ¥ skatteyderbetalingen (!) og rekonstruktionens kulturbevarende aspekt og har fuldstændig overset dobbelthedens i denne handling. For mig er det opmuntrende, at de unge damer finder veje til at leve et menneskeligt liv i den moderne verden – med kompromisser hen ad vejen. – Og om hundrede Ã¥r er alting glemt.
@cbagge: He-he, ja, det kan man vist sige. I hvert fald er kompromisser ofte lappeløsninger. Og i dette tilfælde i mere end en forstand.
Altså, sådan havde jeg ikke fået snoet min hjerne rundt om den diskussion. Men det er da så evigt rigtigt, Capac!
Det bragte et højst tiltrængt smil frem pÃ¥ mine læber 🙂
//Néné
Lappeløsning??