My corona – noget om flag og vira

Author:

En tegner eller grafiker på dagbladet Jyllands-Posten har fået den i og for sig nærliggende og indlysende idé at illustrere den aktuelle, truende corona-epidemi ved at erstatte det kinesiske flags gule symboler (for partiet, folket osv.) med små gule coronavira. Og så var fanden selvfølgelig løs i ikke kun Saxogade, men hele den danske presse og de diplomatiske cirkler.

Og hvad skal man dog mene?! Og netop Jyllands-Posten, der tidligere har haft ørerne gevaldigt i karikaturmaskinen!?

Lad os prøve med en enkel analyse.

Ytringsfriheden er ukrænkelig. Den er et princip, der ikke kan eller bør gradbøjes. I Danmark har vi ytringsfrihed (med få sjældent brugte begrænsninger som majestætsfornærmelse, gudsbespottelse og injurier). Det indebærer selvfølgelig også, at den ytrende – in casu Jyllands-Posten – kan te sig tåbeligt, urimeligt, fjollet osv. Det kan få utilsigtede konsekvenser, men ændrer ikke ved retten til at ytre sig.

At kinesere (det autoritære styre, folket, partiet, regeringen osv. – kan man i øvrigt tale i disse instansers navn?!) kan føle sig krænket, fordi man forbinder den alvorlige coronavirus med flagsymbolet var og er forudsigeligt. Lige som muslimer blev krænket af tegningerne med bombehatten osv. Især da det blev en politisk agenda.

Jeg tror godt, at de kinesiske magthavere (inklusive de diplomatiske repræsentanter i Danmark) udmærket ved, hvad vi tænker om ytringsfrihed her i Danmark og Vesten i det hele taget. Og de vil sikker gøre alt, hvad de kan for at mane den idé i jorden, inkl. fortælle menige kinesiske turister i Dk., hvad de skal og bør mene og føle. For tænk hvis den idé for alvor slap løs i Kina…

Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeren Mette Frederiksen med Dansk Folkepartis Thuesen Dahl i hånden står frem og taler om og for ytringsfriheden. For vi ved jo godt, at så snart Landbrug og Fødevarer og dets repræsentanter i partiet Venstre på tinge begynder at tale dunder om risikoen for landbrugseksporten (grisekødet!) til Kina, så vil både Mette og Thuesen-Dahl ryste på hænderne og få uld i mund.

Jyllands-Posten bruger ytringsfriheden til at lave en nem lille kobling mellem et mikroskopisk virus og et magtfuldt flag. Jyllands-Posten bruger sit grundlovssikrede ytringsfrihed, vel vidende, at det kan få konsekvenser. Avisen ligger som den selv har redt og må tage konsekvenserne, og bør for en ordens skyld gøre opmærksom på, at avisen ikke taler på den danske befolknings eller det danske samfunds vegne, kun på avisens. Og så må redaktionen og ejerkredsen tage konsekvenserne.

Opdatering: Helt forventeligt gyder den officielle kinesiske avis China Daily olie på de oprørte vande. Ganske vist opfattes den famøse tegning som en “dæmonisering” af Kina, men avisen understreger, at Jyllands-Postens udmelding ikke er udtryk for, hvad den danske befolkning tænker i almindelighed. Det er ikke udtryk for en anerkendelse af Jyllands-Postens ytringsfrihed, men blot en blot en diplomatisk fortolkning, der tager luften ud af ethvert tillød til krisestemning mellem de to lande.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *