[Foto af noget af staben i kz-lejren Auschwitz, der hygger sig med en sang og et smil]

I går var det 75 år siden, de sovjetiske tropper indtog koncentrationslejren Auschwitz og befriede de få overlevede, der var tilbage efter at lejren havde været aktiv siden 1940. Og dagen er blevet markeret mange steder i den vestlige verden. Fordi Auschwitz var den største kz- og udtryddelseslejr og et symbol på nazismens inhumane politik, der kostede millioner af jøder og andre mennesker livet.

I eftertiden har det heddet sig, at vi ‘aldrig må glemme’ Auschwitz og hvad der skete med jøderne. Og det er så rigtigt som det er sagt, men hvordan sikrer vi os, at nazismens forbrydelser ikke bliver glemt og ikke kommer til at gentage sig? Hvordan sørger vi for, at ungdommen til stadighed får fortalt om de rædsler, nazitiden bragte med sig? Svaret er vel, at vi må sørge for at give ungdommen en almendannelse – dvs. en skolegang – der sikrer at de får den fortælling med i bagagen. Historie- og samfundsfag. Men hvordan ser det ud med disse fag i fx folkeskolen i dag?

Jeg tilhører selv en generation, der kom til ca. et tiår efter besættelsen. Og dengang var det en selvfølge, at vi skulle høre om de mørke år under nazismen. Ja, det fyldte ganske meget, og blev en del af den bagage, vi fik med os. Og vi fik nazismens historie med som noget, der var og fortsat er noget, vi mennesker skal tænke over og prøve at forstå? Var holocaust ondskab? Og hvis ja, hvad er så ondskab? Noget, vi besidder som mennesker? Eller måske noget, livsvilkårene påfører os? Jovist, nazismen vil fortsat være noget, der kan beskæftige filosoffer, psykologer og andre videnskabsmænd og -kvinder i fremtiden.