På nettet kører den gamle diskussion om, hvem der var bedst i The Beatles. John Lennon eller Paul McCartney. Og hvad så med George Harrison? Som sangskrivere forstås. Var Lennon bandets rocker? Og McCartney den søde poppedreng? Den diskussion har aldrig interesseret mig, for i mine ører var det samspillet – i bogstavelig over overført forstand –  mellem talenterne, sangskriverne og musikerne, der for alvor løftede musikken på Beatlespladerne.

Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er forskel i Lennon og McCartneys inspirationsgrundlag. I forbindelse med udgivelsen af coveralbummet Kisses on the Bottom (2012), hvor McCartney fortolker sange af Frank Loesser, Irving Berlin og andre sangskrivere fra tiden før beat og rock – og selv giver et par bud på den stilart – gav McCartney et interview, hvor han indrømmede, at den tids musik – musikken fra hans forældres ungdom – faktisk inspirerede ham mere end Chuck Berry, Little Richard, Elvis Presley osv. Det var arven fra hans egen musikerfar, han talte om. Og jeg tror, at lige netop dette spor måske forklarer en lille forskel i udgangspunktet mellem Lennon og McCartney – selv om heller ikke dette spor skal overdrives.

Jeg kom til at tænke på Maccas interview, da jeg i går hørte to numre med den italo-amerikanske popsanger Perry Como (1912-2001), der var et stort navn før Beatlemania. Det er lyden af fortiden. Af de tidlige halvtredsere og fyrrerne. Og det var den slags popsangere, der fik det svært, da først Elvis kom frem og siden beatmusikken. Popsangere med gode popsange, der stadigvæk holder.