På min formiddagsvandring med hunden mødte jeg vores lokale gartnere og altmuligmænd, og de var ved at afmontere saltsprederen på deres køretøj. Og gartneren og jeg blev enige om, at vi nok ikke får rigtig sne i denne vinter. I bedste/værste fald får vi lidt sludsne, inden vi når påske. Så i stedet ville de satse på at få klippet noget hæk i nabolaget.

Og sne er en mangelvare. Jeg kan godt komme til at savne oplevelsen af sne, der falder, og lægger sig som et hvidt tæppe over det hele. Og fornemmelsen af at træde i den jomfruelige sne og sætte sine spor. Men nej, der er ikke meget der peger i retning af snevejr.

Så er det jo godt, at man har digtere og kunstnere til at besynge det hvide stof. Fx og ikke mindst Kate Bush og hendes 50 Words For Snow, sangen og albummet, der på fineste vis illustrerer, hvad Bush-kvinden kan som kunstner. Fortrylle med ord og musik.

Men længe før Kate Bush – 1886 – besang Helge Rode den magiske hvidhed i sangen “Der er ingenting i verden så stille som sne”. Han behøvede ikke 50 ord for det hvide eller for at beskrive sneens element:

Og lagt i munden på DR Pigekoret, så bliver sangen så smuk som man kan ønske sig det.