På min formiddagstur med hunden kom vi forbi et af de lokale busskure. Og ved siden af farvestrålende, markskrigeriske reklamer havde Socialdemokratiet fået plads med en stor rød plakat, der’meddelte, at “Uligheden begynder i barndommen. Det vil vi gøre noget ved” (citeret efter hukommelsen, måske er formuleringen lidt en anden, men meningen den samme). Og statsminister Mette Frederiksen har gjort det til sit eget personlige korstog at være børnenes statsminister.

Indtil videre har denne profilering fortrinsvis udmøntet sig i et meget omdiskuteret forslag til ændring af de såkaldt tvangfjernede børns vilkår. Uanset, hvad man end vil mene om den problematik, så er det nok ikke ved indgreb i denne minoritets vilkår, at man får ændret ret meget ved den fundamentale ulighed i det danske samfund. Der ville det være meget mere effektivt at tage fattigdomsproblemet ved hornene. Ved at tone rent socialistisk flag og gå til kamp mod fattigdommen i landet, ville man for alvor få begyndt en radikal samfundsændring. Fordi det omfatter så mange niveauer i samfundet: overførselsindkomsternes størrelse, udlændingepolitikken, løndannelsen i landet, boligpolitikken osv. osv. Men lige netop på dette punkt har socialdemokraterne været meget tilbageholdende og har haft uld i mund. Det er som om man helst vil markedsføre partiet på små, symbolske sager med stor mediegennemslagskraft. Og der tynger store reformsager som afskaffelse af fattigdommen tilsyneladende ikke nok og kræver også mod og vilje til at gå mod hele den borgerlige fløj i folketingssalen.

Og så var det jeg tænkte, medens hunden for anden gang satte sig til at skide, at den røde farve på plakaten var lige rød nok til den politik. Måske skulle de have valgt en lyserød eller hot pink i stedet…