Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at min gode ven, komponisten, visesangeren og fhv. overlærer Tony Vejslev er afgået ved døden efter kort tids sygdom, 93 år gammel.
Tony Vejslev er især kendt for sine iørefaldende, enkle og sangbare melodier til Frank Jægers digte.
Han blev landskendt i 1953, da han sammen med vennen Frank Jæger udsendte bogen “19 Jægerviser”. Men allerede som barn under krigen optrådte han med egne digte og kompositioner samt recitation af bl.a. jyske digte i de dengang så populære hjemstavnsforeninger. Han fik engagement i bl.a. Lulu Ziegler Kabaret’en og i Tivolis Glassal. Han medvirkede også i Danmarks Radios Drengekor, i hørespil og teaterforestillinger – og ledede en jazz-kvartet!
Efter mødet med Frank Jæger på Schneekloths Gymnasium koncentrerede Tony Vejslev sig om musikken til Frank Jægers digte og senere til tekster af andre danske forfattere – det var vennerne Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Jørgen Gustava Brandt og ældre digtere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen.
Allerede, mens Tony gik på seminariet, var han at finde blandt den lille snes mennesker, der startede det danske fjernsyn – som kameramand og aktør. Efter sin lærereksamen i 1950 rejste han til Argentina og underviste børn af danske udvandrere. Siden hjemkomsten fra Argentina underviste han i sprog i flere skoleformer og bosatte sig på Samsø med sin hustru Benthe – og siden i Ejlstrup ved Helsinge i Nordsjælland. Han afsluttede sin karriere som overlærer i midten af 1980’erne på Fredensborg Skole.
Efter at Kim Larsen i 1982 havde fået stor succés med maxi-singlen ”5 Eiffel”, som indeholdt to af Tony Vejslevs melodier, blev jeg opfordret af Poul Bruun, Medley/Xenia Records, til at kontakte Tony mhp. at producere en LP med Tony som solist. Det førte i 1983 til indspilningen af LP’en ”Tony Vejslev synger Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Johs. V. Jensen”, og senere til indspilning og udgivelse på LP/CD og i nodebøger på Olafssongs af stort set samtlige melodier Tony Vejslev har komponeret. Men ikke mindst førte det til et, gennem fire årtier, langt samarbejde mellem Tony og Musikforlaget Olafssongs – og ét for mig berigende nært venskab med et vidunderligt, inspirerende, humoristisk og musikalsk menneske.
Efter at Tony Vejslev selv ophørte med at optræde, har Tom Frederiksen, Torsten Olafsson og jeg optrådt over hele landet med et stort antal hyldestkoncerter for Tony Vejslev og Frank Jæger. Over alt bliver vi mødt af et publikum, for hvem Tony Vejslevs melodier til Frank Jægers digte har stor betydning, ligesom vi møder utallige elever, som fortæller begejstret om deres charmerende lærer.Tony Vejslev efterlader sig sin søn Jakob Vejslev og sit barnebarn Kristoffer Vejslev Dyssegaard, der også er komponister.
Æret være Tony Vejslevs minde.
Af musikforlægger, komponist og guitarist Finn Olafsson
Det var nu egentlig heller ikke så meget Grip jeg tænkte på, han klarer sig nok, mere at det vel egentlig var gennembrud for kendskabet til TVs musik og kompositioner. Pudsigt nok var han i øvrigt nabo til min ægtefælles søster, mødte ham desværre aldrig, men de talte ofte om ham..
@Jens Rasmussen: Det var også sådan jeg opfattede det, Grips fortolkninger som vigtige promoveringer af
Vejslevs musik. Mere end tyve år efter Vejslev selv fik udgivet sine “19 Jægerviser” (1953).
Egentlig sjovt han ikke nævner Erik Grips tolkning af hans musik og Frank Jægers digte fra 1975, som vel egentlig var et ret stort gennembrud for hans musik til Frank Jægers digte. Og synes jeg egentlig meget vellykket.
@Jens Rasmussen: Nu skal vi lige huske på, at der er tale om en nekrolog, dvs. en genre, der som udgangspunkt fokuserer på den afdøde persons liv og levned. Jeg er ret sikker på, at Finn godt kender Erik Grip og hans fortolkning af Frank Jæger og at det ikke handler om at fratage Grip noget af æren for den musikalske promovering af digteren.