Måske siger det noget om Danmarks Radios situation her ved årskiftet, at stationens hovedkanal nytårsaften vælger at vise 2019-udgaven af Cirkusrevyen de sidste to timer før årskiftet!? Kan man forestille sig en mere udpræget københavnerbegivenhed end netop denne revy? Skulle man absolut kaste sig over den efterhånden noget bedagede revygenre, kunne man i det mindste have vist repræsentative udsnit af nogle af de mange små revyer, der har været rundt om i det ganske land. Men nej. Københavneriet fik lov at dominere.

Og det er nok blot et lille tegn på, hvad der er i vente på DR. Københavneri, leflen for ungdommen (DR3 som streamingtjeneste med alskens ungdommelige programmer, der fokuserer på ungdommelige problemer som kærester, sex, udseende osv.) og UNDERHOLDNING (ud røg stationens eneste bogprogram, “Vild med bøger”, og billedkunstprogrammer, fx “Danmarks bedste portrætmaler”, til fordel for konkurrencefikserede programmer som “Versus” og bagedysten). Efter at have set udbuddet de første dage i det nye år, kan man kun grue for, hvad året vil bringe – eller rettere: ikke vil bringe.

Nå, men når den danske public service-station svigter, så må man jo gå andre steder hen. Og i går var valget let for en musikelsker som mig. DR indoktrinerede seerne med “Løvens hule”, hvor nyliberalisternes våde drømme om iværksætteri iscenesættes som et spil om forlokkende investering (læs: udbytning) og innovation inden for varer og tjenesteydelser. Og efter sådan en omgang ideologisk hjernevask, fortsatte DR med mere dyrkelse af konkurrencementalitet og individidolisering i “Sport 2019”, hvor sportens institutioner, hånd i hånd med sportsjournalister og erhvervsliv, dyrker enkeltpersoners og guldvindende holds præstationer gennem året.

Men heldigvis havde konkurrenten TV2s seniorkanal, TV2 Charlie, valgt at markere 50-året for ABBAs opståen med hele tre programmer. Først med den svenske dokumentar fra halvfjerdserne “ABBA Dabba Doo”. Dernæst med den helt nye britiske dokumentar “ABBA – The Winner takes it all”, omdøbt til ABBA Forever, og endelig “ABBA in concert”, den velkendte koncertfilm, der viser gruppens optræden på Wembley. Hovedstykket var helt klart den nye britiske dokumentar. Hvor de to gamle programmer mest af alt var produkter af god markedsføring med masser af god musik, så kastede den nye dokumentar på forfriskende og velgørende vis lys over sider af ABBA-successen, som tidligere har været lidt underbelyste. Det gælder fx den betydning, som Michael B. Tretow havde for gruppens lyd. Inspireret af bl.a. Phil Spector og hans “Wall of Sound” arbejdede Trechow sammen med Andersson og Ulveaus om at lave den store, fyldige lyd, der kendtegner mange af ABBA-indspilningerne. Og på lignende vis blev der kastet lys over arrangørens store betydning for sangenes endelige udformning, og over bagmanden (manager, tekstforfatter m.m.) Stickan Andersons afgørende betydning – i kraft af planlægning, forberedelse og projektering af, hvad der skulle ske – for  gruppens succes. Endelig kastede dokumentaren også et klart lys over dobbeltheden af tragedie og succes, der kendetegnede gruppens succesår. Og dette dobbeltsyn er helt fremme i titlen The Winner Takes It All, der er hentet fra gruppens post-skilsmisse-sang, der – som Agnetha Fältskog understregede i en kommentar til de to ægtepars skilsmisser og bandets opløsningen – er et smerteligt vidnesbyrd om, at ingen skilsmisse er lykkelig, men en begivenhed, hvor alle er tabere, selv dem, der i første omgang fremstår som vindere.

Dokumentaren fortjener at blive set af alle, der holder af ABBA eller blot af god musik, fordi den tager musikken alvorlig som den kunstart, popmusik i bedste fald kan være, og fordi den ikke forfalder til lavpandet idoldyrkelse, som ellers er state of the art i mange musikdokumentarer. [Pt. kan den findes på Youtube, hvor den ligger splittet op i flere dele. Den findes også på dvd. Og mon ikke pensionistkanalen Charlie genudsender den på et tidspunkt!)]