Når man har sagt A, så kan man også lige så vel sige B. Først dronningens nytårstale, så den socialdemokratiske dronnings i går aftes. Jeg hæftede mig især ved to ting. For det første, at Mette Frederiksen igen forsøgte at markedsføre sig som børnenes statsminister. Og der er da også forhold i det såkaldte velfærdssamfund, som trænger gevaldigt til at blive reformeret. Ikke kun de misrygtede børn, som Frederiksen snakkede en del om, men også dem, der lever under fattigdomslignende vilkår, hvor forældrene er på forringede overførselsindkomster. Det med fattigdommen glemte Frederiksen i forbifarten – eller også ville hun helst ikke ind på det, fordi enhver form for klar udmelding vil låse sig fast som en forpligtelse.

Dernæst noterede jeg med med tilfredshed, at Frederiksen nævnte klimaet og ikke mindst børenenes og de unges konstante, vedholdende opfordring til det voksne om at gøre noget ved det. Herefter kan Frederiksen og hendes allierede ikke sidde på hænderne, men må gennemføre en meget ambitiøs klimalov og -politik. Det kan kun gå for langsomt.

Jeg har også bemærket, at reaktionerne fra oppositionspartierne på Frederiksens tale har været dræbende forudsigelige. Som altid bliver hun kritiseret for at være ukonkret, som om en nytårstale nogensinde vil kunne blive det uden at miste selve sin idé. Derimod er der mere substans i retorikprofessor Christian Kochs kritik af Frederiksens prioritering i talen. Den lange snak om børnene. Er det virkelig det vigtigste problem for den socialdemokratiske mindretalsregering? Det kan man sagtens betvivle. Det ville måske have klædt Frederiksen bedre netop at gøre klimaet, der også var den seneste valgkamps øverste tema, til det altsoverskyggende tema. Men Frederiksen vil åbenbart gå langt for at blive husket som børnenes minister, når engang hun ikke er statsminister længere…

https://www.youtube.com/watch?v=2vnYKRacKQc