En dag som alle andre…

Author:

Og dog er det også en almindelig dag af den slags, der ikke kommer igen. I hvert fald kun i erindringens blakkede lys. En dag, hvor kloden sejler rundt i universet, som den plejer – blot lidt mere tynget af den 7,5 milliarder mennesker, der bebor den og endnu ikke har fundet fælles fodslag i håndteringen af klimakrisen. Og man kan læse, at vi med denne dag forlader “det tabte årti“, forstået på den måde, at 2019 var året, hvor klimaet for alvor blev sat på dagsordenen, uden at vi fik gjort noget radikalt ved problemerne.

Og medens krigen stadigvæk raser i Syrien og de australske skovbrande tager til i omfang og styrke og truer storbyer som Melbourne, så  bruger vores lokale public-service-kanal DR hele syv kvarter, to timer og femogfyrre minutter, på at “varme op” til dronningens nytårstale. Og det i et land, hvor ikke alle – men ganske mange – er royalister, men også (via skattebiletten) licensbetalere til en tv-station, der burde tage mere hensyn til mindretallene i programlægningen. Syv kvarter – helt ærligt.

Den 31. december er en almindelig dag, den sidste i 2019 og i det årti, og der er stadigvæk noget at forholde sig kritisk til (og indrømmet: DR er et af mine yndlingsofre), men også noget at glæde sig over. Vejret er gråt og lidt vådt, men også påfaldende mildt, og hunde er endnu ikke gået ud af sit gode skind på grund af nytårsfyrværkeriet. Lidt har også ret. Godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *