En af ugens nyheder var oplysningen om, at Nirvanas grungeklassiker “Smells like teen spirit” var blevet vist en milliard gange på Youtube. Og det er da rigtig mange gange, men hvad fortæller det os egentlig? Andet end, at vi lever i en konjunktur, hvor kvantitet, målbarhed, procentstørrelser og lignede vejer meget tungere end kritisk eftertanke og refleksion.

For en milliard visninger på en internetside, der er tilgængelig for alle med en smartphone, en tablet, en computer fortæller os fx ikke noget om, hvor mange der kan lide den sang. Hvis der havde været tale om en milliard købte “downloads” eller solgte singleplader, så ville sagen have været en lidt anden. For så havde der været tale om, hvad man kunne kalde aktive tilvalg. Og man køber vel ikke en sang, hvis man ikke kan lide den, vel?!

Youtuberekorden fortæller mest af alt noget om det medie, der dominerer i vores tid, internettet. Noget om hvor lille den digitale medielandsby, som salige McLuhan tænkte over, faktisk er, noget om, hvor næsten lemmingeagtigt, vi opfører os, når vi er “on-line” og ikke mindst noget om, hvor forvrængede proportionerne er blevet i denne lille globale landsby. Næh, Nirvanas rekord kan på ingen måde sammenlignes med fortidens musikalske hitlister og salgsbarometre.

Og så er det astronomiske tal for afspilninger på Youtube-platformen også en påmindelse om, hvor dårligt musikken – dens rettighedshaverer og kunstnere – bliver behandlet her ved indgangen til et nyt initiativ. Musikkens kunstnere er altid blevet taget ved røven af industriens bagmænd. Det er blot blevet mange fold værre i digitaliseringens tidsalder.