Capac anbefaler: Finn Olafsson – Elements

Author:

Og dette års pladeomtaler afrunder jeg på bedst tænkelige måde med genudgivelsen af Finn Olafssons soloalbum fra 1981, Elements.

Den konkrete anledning til genudgivelsen er, at trommeslageren Gert Smedegaard døde – alt for tidligt – i slutningen af 2018. Og eftersom Smedegaard er drivkraften på trommer og slagtøj på Elements, så kan man vel ikke fortænke nogen i at bruge den triste baggrund som en passende anledning til en genudgivelse. Og Smedegaard er i øvrigt allerede på behørigt vis blevet mindet, bl.a. ved udgivelsen af datteren Signe Trylles “Bølgerne ved Bellevue” (omtalt i bloggen) og ved en stor mindekoncert.

Jeg tror heller ikke, at det er helt tilfældigt at Elements er valgt som erindringsstof. For Gert Smedegaard spiller – bogstaveligt – en stor rolle på denne plade som trommeslager og slagtøjspiller. Og allerede fra første skæring bliver man mindet om, at Gert Smedegaard ikke kun slog på tromme, men faktisk spillede trommer og slagtøj. På titelsangen, der indleder pladen, ligger Smedegaard både bag og helt fremme i lydbilledet (hvis det giver mening..). Han er både tilbagelænet og helt fremme i lydbilledet og på beatet og bærer det frem med en forbavsende lethed, spændstighed og markant fremdrift.

Løsriver man sig lidt fra lytningen til Smedegaards prægnante spil (og det kan være svært, når først man har indstillet ørerne på det…), så er det selvfølgelig Finn Olafssons plade. Det er hans guitarer, der er i centrum af musikken. Og det er post-Ache-musik, rock der er farvet af akustiske guitarer og de strømninger i datidens rock, som var inspireret af folk , men samtidig har et fast greb om rocken – lyt fx til det heftige “Currents”, hvor Olafsson giver sig selv mulighed for at strække ud på guitaren.

Og måske er Elements nok en tand mere rocket end Savannah, som jeg tidligere har givet min varme anbefaling. Og det klæder Olafsson, Smedegaard, Torsten Olafsson (bas, bambusfløjte og slagtøj), Per Vium (tangenter) og Steen Toft Andersen (mundharmonika på et enkelt nummer) at holde fast i rockudgangspunktet (så det kan kun blive spændede at høre, hvad det netop gendannede Ache kan udrette i det nye år…). Elements består af hele tolv sange (med bidrag fra alle involverede, men primært sange af Finn Olafsson), der besidder en høj grad af homogenitet og stilistisk ensartethed. Det gør pladen til en sand fornøjelse at lytte til.

Elements er en plade, der oser langt væk af spilleglæde. Der musiceres lystigt på mange iørefaldende sange, og ensemblespillet løfter og bærer pladen igennem. Det er en rigtig lytteplade, der kan få lytteren til at fortabe sig i de mange lækre detaljer fra de involverede. Hermed varmt anbefalet.

 

Finn Olafsson. Elements. Produceret af: Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *