Jeg vågner og kigger på vækkeuret, der står i vindueskarmen over mit hovede. Kl. er over 10. Og jeg kan mærke, at jeg allerede er kommet forkert ind i denne dag, der normalt begynder med, at jeg er i køkkenet fra tidlig morgen for at koge ris (til ris à la mande), små kartofler (til de brune) og lave citronfromage (som traditionen her i casa foreskriver: både citronfromage og ris á la mande – kompromisser virker ikke på denne dag). I stedet for står min ven hunden på gulvet og signalerer, at nu vil han altså ud og pisse og jagte damer. Så jeg skynder mig ind under bruseren og får rengøringen overstået på rekordtid, på med tøjet og hundens ditto og så af sted ud af døren.

Det er nærmest totalt stille udenfor. Medens hunden tømmer blæren op ad en hæk, kan jeg se, at nogle få biler sniger sig af sted mod ukendte ærinder og gøremål. Og da vi har gået nogle få hundrede meter, kommer en ung dame med en rød King Chevalier-damehund travende og min hund finder lynhurtigt damehundens spor og så er min/vores rute angivet. Men efter et stykke tid har damerne lagt betragtelig afstand, fordi min hun lige skal snuse til hver eneste spor af damehunden, medens hun har travlt med at sætte mange nye, og vi opgive jagten og drejer ned ad en stille villavej, hvor det eneste der sker er, at vi bliver overhalet af en løbende kvinde iført tidens løbeudstyr af kropsnært lycra og lignende. Resten af turen tilbage til casa foregår i adstadigt tempo. Hunden har tømt blæren og tarmen og har opgivet damejagten for en stund og jeg kan se frem til lidt morgenmad og en kop kaffe.

Resten af dagen er planlagt for længe siden. I år skal jeg ikke i køkkenet for at realisere julens spiseri, men allerhøjst stå til rådighed med råd og vejledning til dem, der har påtaget sig opgaven i år. Men fornemmelsen af, at dagen er kommet forkert i gang sidder der stadigvæk som mandlen i ris à la manden.