Det er juletid. Og man kommer ikke uden om The Pogues og deres “Fairytale of New York”, hvor Kirsty Maccoll medvirker. Den er blevet en uomgængelig julesang i hendes hjemland, men selv er hun gledet lidt i g(l)emmebogen (bortset fra en inkarneret fanskare, der holder hendes minde varmt og levende).

Jeg har lige hørt Billy Bragg fortælle om sit venskab med Kirsty på radio CBC. Han fortæller, hvordan han var fan af hende fra starten, og hvordan hun førte traditionen fra tressernes pigegrupper videre. Og han fortæller også, at hun en dag tropper op hos ham, fordi hun ønsker at indspille hans vel nok kendteste sang “New England”, men hun vil have lov til at ændre kønnet i sangen, og så vil hun have et ekstra vers. De aftaler at mødes hos hende. Hun laver morgenmad og samme skriver de sangen. Men inden hun er færdig med at lave bacon og æg har Bragg skrevet det ekstra vers. Og hun indspiller sangen.

Han fortæller også, at Kirsty var en gave at have med i studiet. Da U2 har indspillet sangene til deres Joshua Tree-album, ved de ikke, hvilken rækkefølge sangene skal have. Og produceren spørger Kirsty om hendes mening. Og vupti laver hun en rækkefølge, der imponerer bandet og produceren. På spørgsmålet om, hvordan hun gjorde det svarede hun sådan cirka: ‘Jeg tog den sang, jeg bedst kunne lide, som nr. 1, den sang, jeg næstbedst kunne lide blev nr. 2, den sang, jeg synes var den tredjebedste…osv. As simple as that.

I år ville Kirsty Maccoll være fyldt 60 år, hvis ikke en grim bådulykke allerede havde afkortet hendes liv i december 2000.