Det er mere end halvtreds år siden Barry Mcguire sang og hittede med “Eve of Destruction”. Og den blev loyalt fordansket og indspillet af Cæsar kort tid efter.

Dengang var truslen om verdens ødelæggelse Vietnam-krigen og atomtruslen, der lurede gennem hele den såkaldt kolde krig. Siden er atomtruslen ikke blevet mindre (selv om opmærksomheden  måske er blevet det), og Vietnam-krigen er blevet udskiftet med lang række andre militære konflikter, der har kostet mange menneskeliv og fortsat gør det. Tænk bare på situationen i Syrien.

Og verden står stadigvæk i flammer. Nu helt bogstaveligt. I Australien oplever man voldsomme skovbrande, der indtil videre har nedbrændt 400000 hektar land og fortæret mindst 20 hjem. Dertil kommer at brandene udvikler store mængder røg, der udgør en konstant sundhedsfare og som har indhyllet storbyen Sidney i et stort gråt tæppe. Samtidig er den seneste klimakonference i Madrid endt med en perspektivløs sluterklæring, der kun udskyder klimaproblemerne igen et årstid. Fordi amerikanerne (der i øvrigt har meldt sig ud af Paris-aftalen fra og med næste år) har formået, i samspil med de ligeledes klimafornægtende lande Polen og Brasilien, at udvande alle krav til en skrappere og virksom klimapolitik.

Så der er stadigvæk god grund til at synge om jorden i flammer, jordens ødelæggelse.