Og alligevel står han til at vinde parlamentsvalget i England. Og i USA arbejder Johnsons politiske modstykke, Donald Trump, på at blive genvalgt (hvilket ikke er så usandsynligt, som nogen tror) ved bl.a. at lefle for de allermest højresnoede, fundamentalistiske og pro-israelske kristne, der anser ham for at være Guds udvalgte. Og det kan være svært at forstå, at amerikanere og englændere kan pege på og vælge personer, der ikke tjener deres – altså befolkningens – interesser.

Herhjemme har vi fået en socialdemokratisk regering, der langt fra er så socialistisk og demokratisk , som man kunne ønske. I stedet for fremstår Mette Frederiksen som en nationalistisk politiker, der for enhver pris vil forhandle hen over midten i dansk politik. Og det betyder: Som vil indgå studehandler og lave rævestreger med partiet Venstre og dets allierede. Socialdemokratiet i Danmark har endnu ikke – som Labour i England – rystet Blairismen med dens ny-liberalistiske økonomiske politik af sig. Og derfor kan man godt være lidt nervøs for, om løftet om en 70% reduktion af CO2-udledningen inden 2030 bliver til noget og bliver til en klimalov.

Selv om den gammeldags socialdemokratisme har vind i sejlene i USA (Bernie Sanders’ bevægelse) og i England (Jeremy Corbyns følgere), så er der lang vej til et egentlig systemskifte her og hisset. Og noget af forklaringen er også, at pressen i den vestlige verden står i det bestående systems tjeneste. Og det er måske ikke så underligt, eftersom de store medier er ejet af borgerlige, der netop ønsker sådan en presse. Den tid, hvor der fandtes en stor alternativ presse, er forbi.

Problemet er blot, at der rundt om i verden er folkelig uro, fordi klimaforandringer, ulighed, fattigdom, manglende demokrati og meget andet tvinger almindelige mennesker på gaden for at protestere mod det beståendes status qvo. Det ligger i kortene, at der må og skal ske noget andet.