Det hedder sig, at aviserne aldrig bringer gode nyheder, fordi de generelt er kedelige og uden spænding. Det sælger bedre at skrive om manden, der bider en hund, end om andemor, der får sine ællinger over vejen. Men de findes, de gode nyheder, de gode historier. Således faldt jeg over en lille historie om Frøkenens og mit fælles idol, Johnny Depp. I sidste uge ankom der en pakke til en familie i Oshkosh, Wisconsin, adresseret til den tolvårige Jack Taylor. I pakken var der en brugt hat og nogle genstand, der var blevet brugt i Depp-filmen “Charlie og chokoladefabrikken”. Der var også et kort fra Depp, hvori der stod: “Her er en hat til dig. Jeg håber, du kan lide den og de forskellige sjove ting”.
Den lille Jack havde mødt Depp tilbage i april måned, og knægten havde beundret Depps hat og spurgt om han måtte få den. Sådan er børn jo i den alder.. Og Depp havde sagt ‘selvfølgelig’ .
Men familien havde ikke troet ham på ordet. ‘Du hører kun om dem, der tager stoffer, hvem der sover med hvem, men aldrig om en stjerne, der siger ‘selvfølgelig’ til almindeligt barn. Vi har ikke brug for at høre om Paris Hilton uden tøj på, vi har brug for at høre om Depp, der gør noget for et barn uden bagtanker’, sagde drengens mor.
Vi kan godt lide den slags historier, også selv om der godt kan være bagtanker med sådan en handling. Om ikke andet så fra industrien omkring stjernen.
Det var lige som dengang, min barndoms kammerat “Bamse” fik et signeret fotografi af den italienske Grand Prix-stjerne Gigliola Cinquetti (Non ho l’étà, 1965). Vi vil gerne tro på det gode i mennesket, måske fordi det er så svært at finde…