De seneste uger har ordet “tunnelsyn” spøgt i mit hovede. Det er blevet brugt om fx de unge medieforbrugere, der – efter sigende – kun gider se noget i medierne, der er kortvarigt og helst kan relatere sig til dem selv, deres egen navlebeskuende virkelighedsopfattelse. Og om pressens fugle, der også har et begrænset udsyn, fordi de er historieløse og helst ikke vil kigge ud over den horisont, som deres journalistiske skoling har tegnet for dem.

Historieløshed, manglende almendannelse, et svigtende skolesystem… ja, man kan pege på mange faktorer, der resulterer i tunnelsyn.

Men heldigvis kom jeg så til at tænke på alle de film, hvor tunneller spiller en vigtig rolle. Som metafor eller dramaturgisk effekt.

Fx denne scene, hvor den katolske Alfred Hitchcock afslører sin facscination af Sigmund Freud og seksualsymbolikken.