Tresserne var borgerrettighedskampens tid. Det var også den tid, hvor den “sorte musik” for alvor slog igennem til mainstream FM-radiostationerne. Ikke mindst i form af sød soul musik. Sweet Soul Music. Og musiklytterne blev begavet med en lang række fremragende sangere og sangerinder. En af dem var Justine Washington, der startede sin karriere i det ret succesfulde foretagende The Hearts i 1956. Men allerede året efter – i 1957 – startede hun sin egen solokarriere og fik i løbet af tresserne en lang række hits på R&B-listen.
Dusty Springfield udnævnte hende til at være sin favoritsangerinde, men ellers forblev hun nok en af de relativt mange kunstnere, der ikke formåede for alvor at nå ind til det hvide FM-lytter-segment. Det får mig til at erindre et radio-interview, jeg engang hørte med Jakob Holt (ham med Amerikanske Billeder, der nærmest var en grundbog for politisk vakte unge i de tidlige halvfjerdsere), hvor han fortalte om den musik, hans sorte venner lyttede til, men som ikke rigtig slog an hos den hvide lytter. Siden er det jo gået bedre med overskridelsen af denne barriere…
Justine Washington, der har en stemme, der sagtens kan konkurrere med de bedste fra perioden, er stadigvæk aktiv i en alder af 68. Der findes i det mindste tre compilations med hendes sangkunst: I’ve Got A Feeling, en Best-Of-plade fra 2005, og The Sue Singles fra 1996, hvor hendes singleindspilninger fra det lille pladeselskab Sue Records er fastholdt. Endelig er der The J&S Years (2006) med optagelser fra J&S-mærket.

That’s How Heartaches Are Made (1963) – The Time – Leave me alone m.m.