Det var bandets andet udspil i 1969 (Aoxomoxoa kom i juni det år), og det var bandets første livealbum – det første af en uendelig række, der siden er kommet til og som stadigvæk vokser. Forklaringen var vist dengang, at Aoxomoxoa havde givet underskud, at bandet skyldte pladeselskabet endnu et album – og at bandet ønskede at give publikum noget, der lignede bandets koncerter så meget som muligt.

Sjovt nok blev pladen en succes hos kritikerne – men også hos publikum, der stadigvæk anser pladen for at være en af gruppens bedste.